Krimi3. august 2021

Blev vækket om natten: Filmmand bidt i hånden af isbjørn på Grønland

Tre filmfolk, der overnattede i en forskningsbygning ved Daneborg i det nordøstlige Grønland, fik sig noget af en overraskelse, da de mandag nat fik besøg af en isbjørn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/untitled_-_2021-08-03t182106.666.png
 Foto: Arktisk Kommando

En person blev natten til mandag akut behandlet af flere læger, efter han om natten var vågnet op midt i en noget chokerende og usædvanlig situation.

Manden – som sammen med to andre er afsted på en filmopgave i området omkring Daneborg i Grønland – blev pludselig vækket midt om natten, da en isbjørn var på vej ind ad et åbenstående vindue i den forskningsbygning, hvor de overnattede.

Det skriver militærbasen Arktisk Kommando på deres facebookside. Her deler de også vilde billeder af de skader, som isbjørnen har efterladt på bygningens vindue.

- Isbjørnen havde kastet sig frem og bidt sig fast i mandens venstre hånd, lyder det blandt andet i opslaget, som fortsætter:

- Mandens råb fik alarmeret hans kollegaer, som kom til undsætning og fik bjørnen til at slippe. Isbjørnen gik til angreb igen, men det lykkedes de tre at skræmme den væk med lyssignalskud fra signalpistoler.

Kort efter isbjørneangrebet kontaktede filmfolkene Sirius, som sendte to patruljeførere til bygningen. Det stod hurtigt klart, at manden efter nærkontakt med det vilde dyr skulle til yderligere medicinsk behandling, og blev derfor sendt til den islandske by Akureyri.

I løbet af morgenen meddelte filmfolkene over radio, at bjørnen var på vej tilbage, og her lykkedes det Surius at skræmme den hurtigt væk, før den nåede ned til deres bygning igen.

Natten til tirsdag forsøgte den samme bjørn igen at komme ind gennem vinduet, hvilket den fik held med at ødelægge, før de to tilbageværende filmfolk fik skræmt den væk endnu en gang.

Isbjørnen, som af selvstyret nu er kategoriseret som en ”problembjørn” er kendt fra over fem tidligere episoder, hvilket nu gør, at man har tilladelse til at nedlægge den, hvis den kommer tæt på igen.

Sponsoreret indhold