Krimi22. april 2024 (opd. 5. september 2024)

Blev meldt savnet: 18-årig kvinde fundet i live

Den 18-årige kvinde, der forlod sit hjem søndag eftermiddag, er fundet i live

Det er mandag formiddag lykkedes at finde en 18-årig kvinde, der havde været væk i omkring et døgn.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.

Hun er fundet i live i et skovområde i Silkeborg.

- Der er intet, der umiddelbart tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse, skriver politiet, som takker dem, der hjalp med at lede.

Kvinden forlod sit hjem i Videbæk i Vestjylland søndag formiddag, og hun var angiveligt i nedtrykt tilstand. Derfor ledte både politi og kvindens familie efter den 18-årige.

Også gruppen Missing People var involveret i søgningen.

Mandag morgen lød det fra politiet, at det gjorde klar til at søge efter hende med hunde i området omkring Silkeborg.

Den unge kvindes far skriver i en sms til B.T., at hun er fundet "stærkt nedkølet, men i live".

Sponsoreret indhold