Krimi9. april 2024

To blev fundet døde: Politi i Grønland efterforsker sag om drab på ægtefælle

Et ægtepar blev torsdag fundet døde i Grønand. Politiet siger, det tyder på, der er sket et drab og et selvmord
Det var i byen Tasiilaq i Østgrønland, at et ægtepar i sidste uge blev fundet døde.
Det var i byen Tasiilaq i Østgrønland, at et ægtepar i sidste uge blev fundet døde.
 Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Indledende undersøgelser tyder på, at to døde personer i Østgrønland omkom som følge af et drab og et selvmord.

Det oplyser Grønlands Politi tirsdag i en pressemeddelelse.

Der er tale om et ægtepar, som blev fundet døde i den østgrønlandske by Tasiilaq om formiddagen torsdag den 4. april. Det er en mand på 59 år og en kvinde på 57 år.

- Der er intet i den foreløbige efterforskning, der tyder på, at andre end de afdøde har været involveret i forbindelse med dødsfaldene, siger politikommissær Malik Sandgreen i pressemeddelelsen.

Politiet modtog torsdag klokken 11.08 en anmeldelse, der førte til fundet af ægteparret.

Dødsfaldene blev betegnet som mistænkelige, og kriminalteknikere samt en retsmediciner fra Danmark blev sendt til Grønland for at yde assistance til efterforskningen.

- Efterforskningen er fortsat i gang, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke kan oplyses yderligere, siger Malik Sandgreen.

Ægteparrets pårørende er blevet underrettet om, at det tyder på, at der er sket et drab og et selvmord.

Sponsoreret indhold