Krimi9. november 2023

Blev dræbt på åben gade i København: Nu er 24-årig fængslet

En 24-årig mand er blevet varetægtsfængslet i en sag om skuddrab på en 37-årig mand i København 19. oktober

Efter et grundlovsforhør i Københavns Byret er en 24-årig mand torsdag blevet varetægtsfængslet i 18 dage i en sag om et skuddrab på åben gade i København 19. oktober.

Den 24-årige er sammen med tre andre sigtet for drabet, men hvad den 24-åriges præcise rolle har været er uvist, da dørene til grundlovsforhøret blev lukket. Han nægter sig skyldig.

Den 24-årige er varetægtsfængslet frem til 27. november. Det samme er en 21-årig mand, der i sidste uge blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør.

Da den 21-årige i sidste uge blev anholdt, meddelte Københavns Politi, at de øvrige tre sigtede i Sverige var i svensk politis varetægt, og at de ville blive begæret udleveret til Danmark.

Det er en af dem altså nu blevet. De to øvrige sigtede er en 18-årig svensk mand og en 24-årig svensk mand.

Drabet på den 37-årige skete omkring klokken 17.15 torsdag 19. oktober. En mand, der var forklædt som et madbud, kørte op på siden af den 37-årige og skød ham flere gange.

Af sigtelsen mod de to, der foreløbigt er blevet varetægtsfængslet, fremgår det, at den 37-årige blev ramt i hovedet, ryggen og den ene hånd.

Gerningsmanden smed derefter sin forklædning fra sig og flygtede fra gerningsstedet mod søerne i København.

Politiet har tidligere sagt, at man ikke formoder, at drabet skete som led i den verserende bandekonflikt mellem Hells Angels og Loyal To Familia.

Sponsoreret indhold