Bilalarmer hylede hele natten på Sjælland

Flere politikredse har natten til onsdag fået anmeldelser om aktiverede bilalarmer på Volkswagen-elbiler.
Vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg anslår, at politikredsen har fået et sted mellem 50-100 anmeldelser.
- Folk er blevet generet af de alarmer, og vi kan ikke rigtig gøre noget ved det, siger han.
Der er ifølge politiet tale om en fejl i forbindelse med en opdatering. Derfor kan bilernes ejere ikke selv stoppe alarmerne.
- Således behøver man ikke kontakte politiet vedrørende dette, skriver Københavns Politi på den sociale platform X.
Også Københavns Vestegns Politi har fået "et par anmeldelser", lyder det.
- Det startede ud på eftermiddagen, men vi har fået et par anmeldelser i løbet af i nat, siger vagtchef ved Københavns Vestegn Claus Stoltenberg.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at det har fået en enkelte anmeldelse om en bilalarm, der er gået på en bil fra Volkswagen i Holbæk.
Det står ikke klart, præcis hvilke bilmodeller problemet har ramt, eller om fejlen er udbedret, og hvad den konkret bestod i.