Krimi16. oktober 2023

Betjente i opråb: - Hvis i vidste, hvad der foregik

Spørger man eksbetjent René Borg, så er politiet ved at gå i forfald. Alt for meget tid bliver brugt på meningsløse opgaver, så selv grove voldssager droppes
En ny dokumentarserie sætter tilstanden på dansk politi under lup. Flere betjente udtaler skarp kritik af politiets manglende ressourcer, der går ud over borgerne, mener de.
En ny dokumentarserie sætter tilstanden på dansk politi under lup. Flere betjente udtaler skarp kritik af politiets manglende ressourcer, der går ud over borgerne, mener de.
 Foto: Kanal 5 / Warner Bros. Discovery Danmark

LÆS OGSÅ: Ny udvikling: Farhad kan være i Tyskland

Sådan lyder det i den nye Discovery-dokumentarserie, "Politi i forfald", hvor der sættes fokus på politiets nuværende tilstand - hvor flere betjente kommer med et yderst foruroligende opråb.

Spørger man de mange betjente, så kan danskerne nemlig ikke længere regne med, at politiet efterforsker kriminalitet og sikrer tryghed rundtom på landets gader og stræder.

Det opsigtsvækkende budskab kommer fra flere betjente, som medvirker i Discovery-serien, der sætter fokus på ordensmagten.

Det er blandt andet nu tidligere efterforsker René Borg fra Københavns Vestegns Politi, som står frem med en meget krads kritik.

- Hvis den almindelige borger vidste, hvad der foregik, så ville der blive et mindre ramaskrig i Danmark. Den menige betjent har fået nok nu, og det er på tide, at vi står frem, siger politiassistent René Borg fra Københavns Vestegns Politi i dokumentarserien - han har dog siden optagelsen af programmet forladt politiet.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-10-16/still_rene-borg_652cf98265fb5.jpg
Nu eksbetjent René Borg fra Københavns Vestegns Politi. Han fortæller i serien, hvordan han har været med til at henlægge sager, udelukkende fordi der ikke er ressourcer til at efterforske sagerne.
 Foto: Kanal 5 / Warner Bros. Discovery Danmark

Kunne ikke ransage - manglede betjente

Den mangeårige betjent fortæller i dokumentarserien, hvordan et groft overfald på Høje Taastrup station i november 2021 får konsekvenser for hans syn på politiet.

Her bliver en ung mand i første omgang omringet og chikaneret af tre gerningsmænd i forhallen, som senere følger efter offeret ind i en bus og herefter overdænger den forurettede med slag og spark - en episode, der bliver takseret som grov vold.

- Den her sag bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for mig. Jeg havde lovet den unge mand, som blev overfaldet, og hans mor, at jeg ville gøre alt i min magt for at finde gerningsmændene.

Den forurettede mand er fortsat så fysisk og psykisk medtaget efter overfaldet, der nu ligger næsten to år tilbage, at han ikke kan medvirke i programserien.

René Borg overtager voldssagen fra Høje Taastrup station mere end tre måneder efter det voldsomme overfald - hvilket allerede er kritisabelt, lyder det fra betjenten i dokumentaren.

Politiet får dog identificeret to mistænkte gerningsmænd ud fra overvågningen på stationen, men herfra går sagen ifølge den nu tidligere betjent i hårdknude - der er nemlig ikke ressourcer til at gennemføre den ransagning, som er nødvendig for at komme videre med sagen.

Derfor bliver den henlagt til et senere tidspunkt - seks måneder efter - hvor René Borg ikke længere er på sagen.

Ved den gennemførte ransagning finder politiet ikke nogen beviser på, at de to mistænkte havde noget med sagen at gøre - og politiet henlægger herefter sagen totalt.

Den grove voldssag er derfor fortsat uopklaret.

Chefpolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Knud Stadsgaard, kan ikke genkende påstandene fra René Borg om, at sagen skulle være lagt til side på et tidspunkt - han mener, at efterforskningen har været lige efter bogen, udtaler han i serien.

"Politi i forfald" kan streames på Discovery+.

Sponsoreret indhold