Krimi16 timer siden

Betjente frifundet: Slag foran politigård var ikke grov vold

Tirsdag blev to betjente frifundet for at have udsat en netop løsladt mand for vold ved Politigården i Aarhus

LÆS OGSÅ: SE og HØR afslører: Dansk popstjerne skal i retten for skattesvig

To domsmænd og en juridisk dommer i Retten i Aarhus tog i tirsdags stilling til en hændelsesforløb på blot 27 sekunder.

Spørgsmålet var, om to betjente havde overskredet deres magtbeføjelser ved at have tildelt en netop løsladt mand adskillige slag med deres politistave.

Sagen endte med frifindelse af de to politibetjente. Det fremgår af en udskrift af dommen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Hændelsen fandt sted foran Politigården i Aarhus en tidlig morgen i november sidste år.

En mand, der blev anholdt, efter at han var blevet bortvist fra et forsorgshjem, var netop blevet løsladt fra detentionen.

Da han forlod Politigården råbte han "fucking bøsserøve" mod de to betjente, der stod for løsladelsen.

Efterfølgende opstod en episode mellem betjentene og manden. Manden slog betjentene, inden betjentene og manden tumlede ned på jorden, hvor betjentene slog manden med deres stave.

Anklagemyndighedens påstand i sagen var, at de første seks sekunders slag var det, man kalder lovlig magtanvendelse.

Dog var de følgende 27 sekunders slag ifølge anklagemyndighedens påstand strafbart efter straffelovens paragraf om grov vold.

Betjentene nægtede sig skyldig og sagde, at de slag, de gav manden, var som led i lovlig magtanvendelse.

31 timer efter hændelsen ved Politigården blev manden undersøgt af læger. Her fandt man blandt andet ud af, at han havde blå mærker, der var forenelige med slag med en politistav.

Han havde også et mindre brud på venstre albue, som kan være kommet efter slag med en genstand, spark eller et fald.

En del af bevisførelsen var en overvågningsoptagelse af hændelsen.

Rettens tre medlemmer var ikke enige om, hvorvidt betjentene havde overskredet deres beføjelser.

Et medlem mente, at betjentene havde udsat manden for simpel vold, fordi manden ikke gjorde modstand, da betjentene slog ham med stavene.

Men de to andre medlemmer har derimod lagt vægt på betjentenes forklaringer om, at manden netop gjorde modstand. Samtidig lægger de vægt på, at manden inden episoden havde slået betjentene.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, hvilket betyder, at betjentene blev frifundet i sagen.

Sponsoreret indhold