Betjent i USA får to års fængsel for skuddrab på sort bilist

En tidligere politibetjent i USA skal to år i fængsel for at have skudt og dræbt en sort bilist.
Det har en dommer i delstaten Minnesota afgjort fredag.
Politibetjenten Kimberly Potter skød Daunte Wright ved et trafiklys. Daunte Wright døde som følge af episoden.
Begik tragisk fejl
Det er en af flere sager, der har sat gang i de seneste års racedebat under hashtagget #BlackLivesMatter.
- Denne betjent begik en tragisk fejl, siger dommer Regina Chu, da hun læser dommen op.
Betjenten skød den 20-årige Daunte Wright med sin pistol ved en fejl. Hun troede, at hun havde trukket sin strømpistol.
Hun ville tage strømpistolen i brug, fordi han modsatte sig betjentens ordrer.
Får en mildere dom
49-årige Kimberly Potter har fået en mildere dom, end anklagerne gik efter. De mente, at hun skulle syv år i fængsel for drabet.
Ifølge dommeren er der umiddelbart ikke risiko for, at Potter begår kriminalitet i fremtiden. Det er en af de centrale faktorer, der kigges på, når der tages stilling til fængsling.
Men selv om der ikke er større risiko for ny kriminalitet fra den tidligere betjent, skal hun alligevel i fængsel, da hendes handlinger har ført til en ung mands død.
Det siger dommer Regina Chu.
- I denne sag blev en ung mand dræbt, fordi betjent Potter var uforsvarlig, siger dommeren og tilføjer, at betjenten derfor retmæssigt bør stå til ansvar.
Dommeren tilføjer også, at det er en af de sørgeligste sager, hun har haft i sin karriere.
- Undskyld
Hændelsen i april 2021 førte til omfattende protester. Den fandt sted på et tidspunkt, hvor der i USA var stor fokus på racisme og politivold.
Før dommen blev afsagt, undskyldte betjenten direkte til Daunte Wrights familie.
- Undskyld, at jeg knuste jeres hjerter, sagde hun.
Familien erklærer sig skuffet over dommen. De ønskede en hårdere straf.