
Bent Isager-Nielsen reagerer på kritik efter udtalelser om kidnappet 13-årig: Ikke rimeligt

Mens Danmark stadig holdt vejret med forhåbninger om, at den 13-årige pige fra Vestsjælland stadig ville blive fundet i live, havde den danske presse travlt med at ringe til eksperter, der kunne udtale sig om både politiets arbejde, men også mulige forklaringer på hendes forsvinden.
En af dem, der var særlig benyttet i spalterne og i tv-studierne var den tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen.
Men hans udtalelser om pigen, som politiet mener blev bortført og voldtaget af en 32-årig sigtet, mødte også efterfølgende kritik. Eksempelvis forestillede forfatter Jakob Kvist sig i klummen ”Ugens Debat” i Kristeligt Dagblad, at den tidligere drabsefterforsker nok ville ønske, ”at han kunne have holdt kæft med tilbagevirkende kraft,” da han udtalte dig om pigens tilstand – altså før hun blev fundet.

Denne kritik finder Bent Isager-Nielsen dog ikke rimelig. Det skriver han i et klummesvar i samme avis.
– Det er ikke en rimelig kritik. Jeg blev interviewet til mange medier og sagde i alle interviews, at alt fokus skal dreje sig om at finde pigen i live. Men jeg sagde også – baseret på indsigt, erfaring, kendskab og med baggrund i andre lignende sager – at risikoen for at stå med en drabssag desværre stiger, i takt med at tiden går, lyder det fra den hyppigt brugte ekspert i kriminalsager.
Han fortsætter:
– Vi har desværre ikke mange eksempler på, at en bortført pige under omstændigheder som i den aktuelle sag efter mere end et døgn bliver fundet i live.

Samme frygt hos politiet
Isager-Nielsen påpeger desuden, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi jo selv var relativt hurtige til at indrømme, at de selv frygtede en alvorlig forbrydelse, og at den tydeligvis undervejs blev behandlet som en potentiel drabssag.
Den 13-årige pige blev gudskelov fundet i live. Politiet pågreb samtidig den formodede gerningsmand på samme adresse i Korsør.

13-åriges familie efter Emilie Meng-bombe: - Nu er der behov for ro
Han sidder nu varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 11. maj. Han er sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt.
Sagen tog dog endnu en opsigtsvækkende drejning, da politiet den 26. april på et pressemøde oplyste, at man nu også havde sigtet samme mand for drabet på Emilie Meng, som politiet ikke har kunne sætte et punktum for siden 2016.

Også i andre medier har brugen af eksperter i form af tidligere politiefterforskere og drabschefer – og særligt deres spekulationer undervejs - skabt debat.
I mediemagasinet ”Presselogen” på TV 2 var det et interview med tidligere drabschef Kurt Kragh i BT, der blev vendt i panelet.
Her spekulerede han over motivet bag den 13-åriges forsvinden, og hældte til, at vi her havde med et ”klassisk drab” at gøre.