Benjamin myrdede politibetjent: Nu har han fået en dødelig sprøjte

En amerikansk mand er tirsdag blevet henrettet i delstaten Indiana for et mord på en politibetjent tilbage i 2000.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den 45-årige Benjamin Ritchie blev henrettet via en dødelig indsprøjtning ved Indiana State Prison i Michigan City efter en dom for mord på politibetjent Bill Toney.
Politibetjenten Bill Toney afgik ved døden efter at være blevet ramt af skud i forbindelse med en biljagt efter en stjålen varevogn.
Den nu henrettede mands advokater argumenterede imod dødsdommen, ved at henvise til at Ritchie skulle lide af "alvorlig hjerneskade", da hans mor misbrugte alkohol og stoffer under sin graviditet.
USA's højesteret valgte ifølge AP mandag aften lokal tid ikke at tage Ritchies sag op, hvilket var hans sidste juridiske mulighed for at kæmpe imod dødsdommen.
- Det er tåbeligt, meningsløst og pinefuld spild af tid og penge, lød det fra Benjamin Ritchies advokat, skriver AP.
Ritchie har siddet på dødsgangen, hvor dødsdømte fanger venter på at blive henrettet, siden 2002.
Ifølge fængselsmyndighederne i Indiana blev han henrettet 06.46 dansk tid.
Han valgte at indtage sit sidste måltid fra den amerikanske familierestaurant Olive Garden, oplyser fængselsmyndighederne yderligere.
Det er den anden henrettelse i Indiana siden 2009.
Bill Toney kones, Dee Dee Horen, udtrykte ved en høring sin støtte til valget om at henrette sin afdøde mands morder, skriver AP.
- Det er tid. Vi er alle trætte. Det er tid til at lukke for dette kapitel af min historie og vores historie. Det er tid til at huske Bill, tid til at huske hans liv og ikke hans død.
Ved den oprindelige domsafsigelse skulle Benjamin Ritchie blot have grint og smilt til den afdøde betjents enke, skriver AP.
En gruppe mennesker samlede sig uden foran Indiana State Prison, hvor nogen støttede op om henrettelsen, mens andre demonstrerede imod valget om at henrette Benjamin Ritchie.