Bekymrede borgere i Aarhus: Mand med bue anholdt

Det skabte stor bekymring og utryghed, da en mand torsdag blev spottet med en bue og pile i et grønt område ved Langenæs Allé i Aarhus C.
Anmeldelsen, der tikkede ind klokken 08.19, beskrev en hjemmelavet bue og hjemmelavede pile, som manden stod og skød med i nærheden af boldbanerne i området.
Da politiet ankom til stedet var personen væk.
Det lykkedes dog hurtigt Østjyllands Politi at finde frem til en 43-årig mand, der boede i en lejlighed i nærheden.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev derfor anholdt uden dramatik klokken 10.48.
Han er sigtet for at overtræde våbenloven ved at være i besiddelse af en bue og dertilhørende pile på et offentligt tilgængeligt sted, hvorefter politiets afspærringer i området blev ophævet og manden taget med til nærmere afhøring.
Politiet mener ikke, at nogen personer har været i fare i forbindelse med episoden.