Krimi6. juli 2022

Bekræftet: DanSteel-medarbejder mistede livet under Field's-skyderi

Virksomheden NLMK DanSteel i Frederiksværk bekræfter nu, at en af deres ansatte mistede livet under Field's-skyderiet søndag
Stålvalseværket i Frederiksværk
Stålvalseværket ligger i Frederiksværk.
 Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Nye detaljer om et af ofrene, der søndag mistede livet under Field's-skyderiet, er nu kommet frem.

sn.dk skriver, at en medarbejder, der arbejdede på NLMK DanSteel i Frederiksværk, var et af de tre dødsofre.

Mandag var flaget på halvt foran stålvalseværket, ligesom ledelsen havde arrangeret en mindehøjtidelighed, hvor der blev holdt et minuts stilhed for deres dræbte kollega.

– Det er med dyb sorg, at vi kan bekræfte at vi har mistet en kollega under den tragiske begivenhed i Field's i søndags. Alle vores tanker går til vores kollegas familie, lyder det i en udtalelse fra NLMK DanSteel.

Tirsdag bekræftede Nordisk Film, at en af deres ungarbejdere, der arbejdede i biografen i Field's, også var en af de tre dræbte.

I alt tre mistede livet, da en gerningsmand åbnede ild sent søndag eftermiddag i shoppingcenteret Field's.

Kort efter anholdt politiet en 22-årig mand. Han er sigtet for manddrab og forsøg på manddrab. Mandag blev han varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.

Sponsoreret indhold