Krimi24. marts 2021

Bekræfter: Værtshuse kan genåbne denne dato

Erhvervsministeriet bekræfter, at landets værtshuse er en del af genåbningsplanen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vaertshus.jpg
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mandag aften blev regeringen og størstedelen af Folketingets partier enige om en langsigtet genåbningsplan.

Det kunne dog være svært at gennemskue, hvorvidt værtshusene var indregnet i den plan.

Det fremgik nemlig ikke direkte, om værtshusene også kunne åbne 6. maj, hvor restauranter og caféer får lov til at åbne for indendørs servering.

Men nu bekræfter Erhvervsministeriet i en mail til jp.dk, at det altså også gælder værtshusene.

"Erhvervsministeriet oplyser, at barer og værtshuse er omfattet på lige fod med restauranter og caféer som serveringssteder i henhold til rammeaftale om plan for genåbning af Danmark 22. marts 2021," lyder det i mailen ifølge jp.dk.

Natklubber og diskoteker må dog stadig væbne sig med tålmodighed.

Desuden er der stadig forbud mod salg af alkohol mellem klokken 22.00 og 05.00.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår det forbud ophæves.

Sponsoreret indhold