SENESTE: Nordsjællands Politi oplyser på X klokken 18:10 mandag, at kvinden er fundet. Artiklen er derfor opdateret, og kvindens navn og billede er fjernet.
Nordsjællands Politi er massivt til stede i skovområdet Rungsted Hegn, hvor betjente, dykkere og hunde leder efter en forsvunden 20-årig kvinde.
Hun blev natten til mandag efterlyst med navn og billede.
Nu bekræfter politikredsen på X, at det er den savnede kvinde, som man har iværksat den massive indsats for at finde i skovområdet.
- Vi er massivt til stede i området ved Rungsted Hegn i forbindelse med en eftersøgning af 20-årig kvinde, vi tidligere har meldt savnet. Vi opfordrer borgere til at respektere politiets afspærringer, skriver Nordsjællands Politi på X.
Kvinden forsvandt, efter hun forlod en adresse ikke langt fra skovområdet ved Rungsted Hegn. Efterfølgende blev hun meldt savnet.