Bedstefar taber 1-årig ud ad vindue: Styrter i døden for øjnene af sin mor

Foto: privat/Facebook

Ulykken skete angiveligt, da bedstefaren til den lille pige, Chloe Wiegand, tabte hende ud ad et vindue på 11. etage på krydstogtskibet.

Pigen faldt omkring 45 meter ned og landede på et betondæk på havnen, hvorefter hun på hospitalet kort efter blev erklæret død.

Det skriver det puertoricanske medie Telemundo PR, der har talt med flere passagerer ombord på krydstogtskibet.

Den hjerteskærende dødsulykke skete angiveligt for øjnene af den lille piges mor.

- Jeg kiggede ud, da jeg hørte morens skrig. Der var en særlig tone i skriget. Et smertefuldt skrig. Et slags skrig, man ikke kan sammenligne med andre skrig, fortæller en passager til det lokale medie.

Politiet har nu igangsat en undersøgelse, hvor de vil gennemgå overvågningsmateriale og afhøre andre passagerer, for at kortlægge det præcise forløb.

Chloes forældre er endnu ikke blevet afhørt af politiet, men har udtalt, at de mener episoden var en rædsom ulykke og ikke en forbrydelse.

- Det er en frygtelig scene. Meget trist og tragisk, sagde lederen for efterforskningen Elmer Román i weekenden om tragedien.

- På et tidspunkt holder den ene af bedsteforældrene hende i en leg ved vinduet, men hun falder ud af hans hænder, forklarer politiet.

Ifølge et lokale medie Primera Hora stammer pigen fra Indiana i USA. Hun var med hele familien - både forældrene, en bror og bedsteforældre på begge sider - afsted på ferie.

Faren til den lille pige er politibetjent, og det fik South Bend Police til at udsende sine kondolencer. 

- Vi beder lokalsamfundet om at bede for den sørgende familie og respektere deres privatliv, skriver de blandt andet. 

Efter dødsulykken sendte kaptajnen søndag sine kondolencer og meddelte over højtalerne på skibet, at afgangen fra Puerto Rico ville blive flyttet.

Mandag udsendte rederiet Royal Carribean en meddelelse om den tragiske ulykke.

- Vi er meget berørte over gårsdagens tragiske ulykke, og vores tanker går til familien. Vi har medarbejdere til at assistere familien med, hvad end de har brug for. Men af respekt for deres privatliv vil vi ikke kommentere ulykken yderligere for nu, står der i teksten.

Styrtet skete angiveligt efter et ugelangt krydstogt, hvor Freedom og The Seas, der er verdens næststørste krydstogtskib, havde været forbi Antigua, St. Lucia og Barbados.

Chloe ville være fyldt to år i december.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close