Krimi13. juni 2023

Bedste ven om tiltalte: Vi skrev sammen før og efter drabet

En mand, der tidligere var bedste ven med den tiltalte i Mia-drabet, har tirsdag afgivet forklaring. Her fortalte han blandt andet, at han og den tiltalte skrev sammen i timerne før og efter, at den 22-årige sygeplejestuderende blev dræbt
Mia-sagen forklaret
 Alexander Brisling

Tirsdag tog et helt særlig vidne plads i vidneskranken i Retten i Aalborg.

Vidnet har tidligere været bedste ven med den 37-årige mand, der er tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret Mia Skadhauge Stevn i februar sidste år.

Faktisk havde vidnet daglig kontakt over telefonen med den tiltalte – også før og efter, at den 22-årige sygeplejestuderende blev fundet dræbt.

Desuden fortalte vidnet, at han sidste gang sås med den tiltalte mandag eller tirsdag, hvor Mia forsvandt fredag.

I dette hus i den lille by Flauenskjold boede den 38-årige mand, der er tiltalt for drabet på Mia Skadhauge Stevn. I byen spøger tanken om de grusomme handlinger stadig.
I dette hus i den lille by Flauenskjold boede den 38-årige mand, der er tiltalt for drabet på Mia Skadhauge Stevn. I byen spøger tanken om de grusomme handlinger stadig.
 Foto: Dan Mariegaard

I retten fortalte vidnet helt konkret, hvordan han og den 37-årige løbende havde kontakt den weekend, hvor Mia Skadhauge Stevn blev dræbt.

– Jeg havde brug for hans hjælp, men det var der ikke lige tid til, det er selvfølgelig fair nok.

– Han plejer at være rimelig hurtig til at svare, og det var han også der, fortalte vidnet i retten.

Søndag skrev de to venner også sammen. Der var både memes, jokes og smileys i deres beskeder.

Deres samtale fortsatte også mandag.

– Jeg har ikke haft opfattelsen, at der foregik noget, fortalte vidnet i retten.

Mia Skadhauge Stevn blev myrdet i februar sidste år. 
Mia Skadhauge Stevn blev myrdet i februar sidste år.
 Foto: Ritzau Scanpix

Vennen skrev også med den 37-årige i løbet af tirsdagen. Her var den 37-årige dog blevet syg og svarede pludselig lidt langsomt.

– Han havde lagt hånden i noget syre ude hos kunden. Senere siger han, at det nok var noget afløbsrens, forklarede vidnet tirsdag formiddag i retten.

Dagens vidne blev i sin tid anholdt og sigtet i sagen samtidig med tiltalte. Han blev dog aldrig varetægtsfængslet og blev siden helt renset for mistanke.

En 37-årig mand er tiltalt for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn.
En 37-årig mand er tiltalt for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn.
 Foto: Privat

Efterfølgende har den tidligere ven flere gange genlæst og nærlæst de beskeder, som han og den tiltalte sendte til hinanden i tiden op til – og efter – drabet.

I retten forklarede vidnet, at han og den tiltalte har kendt hinanden i 26 år. Han beskrev desuden dem som ”bedste venner”.

– Vi skrev da sammen hver dag. Og sås en gang om ugen og spiste sammen.

I dag havde vidnet dog ikke lyst til at se sin tidligere ven i øjnene.

Derfor havde han gennem sin advokat anmodet om, at hans tidligere ven blev ført ud, mens han afgav afklaring. Hans ønske blev dog afvist.

– Jeg er med på, at det er ubehageligt for dig, at være her, men vi tager det stille og roligt, og så tror jeg på, at det kommer til at gå sin stille og rolige gang, fortalte dommeren i retten.

Den 37-årige mand, der er tiltalt i sagen, nægter sig skyldig i drab og voldtægt, men erkender usømmelig behandling af lig.

SE og HØR følger retssagen.

Sponsoreret indhold