Baron taget i kæmpe brandert: Står til at miste både bil og kørekort
En 23-årig baron var alt andet end appesinfri, da han 8. august forrige år blev stoppet af politiet i bil.
Her kunne ordensmagten nemlig konstatere, at han blæste alkoholmeteret over de tilladte 0,5.
Derfor er den unge mand blevet tiltalt for spirituskørsel, fremgår det af anklageskriftet mod baronen, som SE og HØR er i besiddelse af.
Men hvad endnu værre er, så har branderten været en af de mere seriøse.
For i tiltalen kan man ligeledes læse, at anklagemyndigheden går efter at konfiskere den Toyota Yaris, som tiltalte blev stoppet i.
Det sker i medfør færdselslovens paragraf 133 a, stk 2.
De mener nemlig at kunne bevise, at baronen havde en alkoholpromille på over 2.0, da han blev standset på Holmegaardsvej i Holmegaard 8. august 2020.
Og ifølge loven resulterer det i en konfiskation af det køretøj, som man har kørt meget påvirket i.
Ifølge anklageskriftet havde klokken kun lige rundet 20, da den tiltalte blev stoppet.
På baggrund af den alvorlige brandert går anklagemyndigheden efter at fratage den unge baron sit kørekort og bil, ligesom han står til en klækkelig bøde, hvis han bliver kendt skyldig.
Sagen kommer for retten i den nærmeste fremtid.