Krimi18. januar 2024

Bankoforeninger øjner håb efter frifindelse

Vestjysk bankoforening blev torsdag frifundet for anklage om ulovligt spil og slipper for millionbøde, der ifølge formand ville være foreningens sikre død

Bankospillere landet over vejrer morgenluft efter en dom, der torsdag faldt i Retten i Holstebro.

Her frifandt en dommer og to domsmænd en vestjysk bankoforening for en anklage om ulovligt spil.

Anklagemyndigheden krævede Nørrelands Støtteforening idømt en bøde på 1,2 millioner kroner.

Foreningen stod ifølge anklagen også til ugentlige tvangsbøder på 10.000 kroner, indtil den ophører med at udbyde ulovlige spil.

Men retten fejede kravet af banen og slog fast, at foreningen har overholdt reglerne.

Dommen var ventet med spænding, efter at to andre bankoforeninger i Odense og København sidste år blev idømt bøder for ulovligt spil.

Spillemyndigheden har siden 2019 politianmeldt en stribe bankoforeninger landet over.

De har efter myndighedens opfattelse udelukkende eller fortrinsvist haft til formål at drive bingo og banko.

Og det er ulovligt. Der skal være et almennyttigt formål med spillene.

Det var der også, argumenterede formand for Nørrelands Støtteforening, Jens Ole Hangaard, i retten.

Han forklarede, at overskuddet fra spillene ubeskåret går til at støtte tre lokale idrætsforeninger.

- Vi støtter ikke andet. Det er den vej, pengene går, lød det i retten.

Der spilles banko seks dage om ugen, både formiddag og aften.

På tre år er der omsat for knap fem millioner kroner, fremgår det af regnskaberne.

Retten lagde i dommen vægt på, at pengene fra spillene går til de tre idrætsforeninger, og at alle arbejder frivilligt og ulønnet.

- Det er en utrolig stor lettelse for os. Var vi blevet dømt, så var vi gået konkurs, lød det efter domsafsigelsen fra bankoformanden.

Også hos Bingo- og Bankoforeningerne i Danmark - en sammenslutning af cirka 50 foreninger - er der lettelse efter frifindelsen.

- Den her dom betyder, at mange foreninger kan ånde lettet op, siger foreningens formand, Thomas Roja Silva.

- Der er jo ikke nogle foreninger, der driver banko for at snyde. De gør det jo alle sammen for at samle penge ind til velgørende formål. Der er i foreningernes dna, siger han.

Anklagemyndigheden har nu to uger til at overveje, om man vil anke dommen til landsretten.

Sponsoreret indhold