KrimiI går

Banditter eller fodboldfans? Fodboldtrøjer kan koste rockere fængselsstraf

Står det til politiet, så skal to fuldvoksne mænd en tur i fængsel for de fodboldtrøjer, som de viste frem sidste år
Medlemmer af den danske gren af Bandidos samlet på Rådhuspladsen 12. maj sidste år - få dage før Bandidos blev gjort midlertidigt ulovlige. Nu skal to mænd i retten for at videreføre rockerklubben.
Medlemmer af den danske gren af Bandidos samlet på Rådhuspladsen 12. maj sidste år - få dage før Bandidos blev gjort midlertidigt ulovlige. Nu skal to mænd i retten for at videreføre rockerklubben.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

OPDATERING: De to tiltalte er nu blevet idømt fængselsstraffe for at bære fodboldtrøjerne.

LÆS OGSÅ: Dyr start på festen: Hundredvis af bøder på Roskilde Festival

Banditter eller fodboldfans?

Det er spørgsmålet, når Retten i Nykøbing Falster mandag tager hul på en usædvanlig retssag, hvor to mænd er tiltalt for at videreføre den midlertidigt ulovlige rockergruppering Bandidos MC.

Ifølge politiet videreførte to mænd - på henholdsvis 26 og 40 år - rockerklubben, fordi de begge var i besiddelse af en spansk fodboldtrøje i rød og gul.

Tilbage i starten af november var det formentlig fængselsbetjente, som fandt fodboldtrøjerne i Storstrøm Fængsel på Falster, hvor mændene sad fængslet.

Den ene mand havde ifølge anklagemyndigheden påtrykt nummeret "26" bagpå, mens den anden havde tallet "62" påtrykt.

Det nye, topsikrede Storstrøm Fængsel står snart færdigt og mandag den 25. september er pressen inviteret indenfor til en rundvisning inden det officelle indvielse på onsdag den 27. september. Med plads til 250 indsatte bliver Storstrøm Fængsel Danmarks næststørste lukkede fængsel. Det moderne fængsel har mulighed for effektiv sektionering og er derfor særligt egnet til at huse flere forskellige grupper af indsatte.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
De ifølge politiet ulovlige fodboldtrøjer kan være blevet fundet på en celle som på billedet her - det er nemlig fra fængslet på Falster, hvor trøjerne blev fundet.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet mener nemlig, at "26" er synonym for "Bandidos Forever" (B er det 2. bogstav i alfabetet, mens F er det 6.), mens "62" menes at være synonym for "Forever Bandidos".

Bandidos blev gjort midlertidigt forbudt 22. maj sidste år, hvorfor det er ulovligt at besidde og anvende kendetegn og symboler for rockerklubben.

Den internationale motorcykelklub er kendt for at bruge lige netop rød og gul som deres farver - og anklagemyndigheden mener altså, at de spanske fodboldtrøjer er en ulovlig videreførsel af Bandidos MC.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, hvis de to mænd bliver kendt skyldige i sagen.

Det er uvist, hvordan mændene stiller sig til anklagerne, som mandag bliver behandlet ved Retten i Nykøbing Falster.

Tilbage i marts blev en 24-årig mand dømt for at have et papir liggende i sin fængselscelle, hvor der var skrevet "Bandidos Aarhus" og "Kill em' all" på.

I den første lignende straffesag blev fire mænd dog frikendt for at videreføre rockerklubben - her var fodboldtrøjer ligeledes en del af anklagerne mod de fire.

- Forbipasserende ville nok nærmest tænke, at det var Bedstefar MC, der var ude at køre, bemærkede retsformanden dengang om de fire rockeres tur på motorcykel.

Sponsoreret indhold