Krimi8. april 2022

Bandefolk anholdt i stor våben- og kokainsag

To personer med tilknytning til samme bandegruppering er fredag blevet anholdt for våbenlager og stor mængde kokain
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vaaben.jpg
 Foto: NPDstock/Colourbox

Otte pistoler, to maskinpistoler med tilhørende ammunition samt lyddæmpere og besiddelse af ikke under 17 kilo kokain.

Så alvorlig lyder sigtelsen mod to mænd, som politiet beskriver som værende bandemedlemmer.

Fredag skred politiet til anholdelse af to mænd på henholdsvis 27 og 31 år.

Den ene blev anholdt på sin bopæl i Albertslund, mens den anden blev anholdt i et fængsel, hvor han sad til afsoning.

Efter politiets opfattelse er de to mænd medlemmer af samme bandegruppering. Hvilken gruppering vil vicepolitiinspektør Torben Henriksen ikke udtale sig om til SE og HØR.

Begge anholdte er sigtet for besiddelse af otte pistoler, to maskinpistoler med tilhørende ammunition samt flere lyddæmpere.

Derudover er de to mænd sigtet for i perioden fra februar 2021 til november 2021, henholdsvis indsmugling og besiddelse af ikke under 17 kilo kokain.

Den 31-årige mand er derudover sigtet for at have været i besiddelse af en pistol tilhørende ammunition i november 2020.

- Der er tale om en omfangsrig og kompliceret efterforskning, der nu har kørt over et stykke tid. Med dagens anholdelser har vi taget yderligere to centrale personer fra bandemiljøet ud af cirkulation og sigtet dem for særdeles alvorlig kriminalitet.

- De våben, som sigtelserne vedrører er beslaglagt ved en tidligere aktion, men kombinationen af sigtelserne for besiddelse af våben og indsmuglingen og besiddelsen af kokain, bekræfter desværre med al tydelighed de organiserede banders adfærd” siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra NSK.

De to anholdte bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Sponsoreret indhold