Baby var blot to timer ved bortførelsen: Bedstefar tog barn, der skulle tvangsfjernes

SENESTE: Barnet er fundet igen
Der er tale om en blot to timer gammel baby, der lørdag eftermiddag er blevet bortført fra Slagelse sygehus.
Det oplyser Bo Georg Petersen, der er vagthavende ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til B.T.
Han forklarer, at det er barnets bedstefar, som har kidnappet det.
- Den 60-årige mand, som forsvandt med barnet klokken cirka 18.10, er bedstefar til barnet, som blev tvangsfjernet ved fødslen. Det var de sociale myndigheder, der var til stede på hospitalet, der anmeldte sagen til os, siger Bo Georg Petersen.
På Twitter har politiet offentliggjort et billede af bedstefaren, der er omkring 60 år.
Sygehuset nåede ikke at undersøge barnet efter fødslen og derfor frygter man nu for dets sikkerhed.
Moren til barnet er tilbageholdt sammen med et familiemedlem. Bedstefaren vurderes ikke farlig.
Lørdag aften har politiet efterlyst en blå varevogn, som bedstefaren menes at køre i.
Den har nummerpladen DE 86 802.
Ser man bilen eller den ældre herre bedes man ringe 114.