Baby blev kidnappet for 51 år siden: Nu er hun måske blevet set

For 51 år siden skete det værst tænkelige, forældre overhovedet kunne tænke.
En 21 måneder gammel pige, Melissa Highsmith, blev angiveligt kidnappet af familiens barnepige, da hun blev passet i hjemmet i Forth Worth i Texas i 1971 og er ikke blevet set siden.
Men nu kan den i dag 52-årige kvinde være blevet spottet.
Ifølge det amerikanske center for forsvundne og udnyttede børn, så har organisationen fået et anonymt tip om, at Melissa Highsmith skulle være set i delstaten South Carolina. Over 1500 km fra hjemmet, hvor hun blev kidnappet.
Ifølge tipperen, så lignede personen, der blev set, det computergenerede billede der forestiller Melissa Highsmith i dag.
Det amerikanske medie People har talt med Melissa Highsmiths 42-årige bror, Jeff Highsmith, der fortæller, at søsteren blev bortført af en kvinde, der udgav sig for at være barnepige. Det var Melissas mor, der havde søgt en barnepige i den lokale avis, mens hun arbejdede som tjener.
– Kvinden ringede på annoncen og fortalte, at hun var meget interesseret. Hun sagde, at hun havde et stort hus, passede andre børn og havde selv to, fortæller Jeff Highsmith.
Barnepigen blev hyret, og mens Melissas mor var på arbejde, blev hun hentet i hjemmet, som hun delte med en roommate.
Mange år senere fortalte roommaten, at barnepigen havde hentet Melissa i noget mærkeligt tøj.
– Det var virkelig mærkeligt. Det var midt om sommeren, og barnepigen mødte op i lange, hvide handsker, hun havde et tørklæde om halsen og et mere omkring hovedet. Og så var alt hvidt – som en sygeplejerskeuniform, fortalte roommaten.
Alligevel blev Melissa afleveret til barnepigen, og det var den sidste gang den 21 måneder gamle pige blev set.
Jeff Highsmith har aldrig mødt sin 10 år ældre storesøster, men han er meget dedikeret i t finde frem til Melissa.
– Jeg føler, at jeg sidder fast med det. Jeg er nødt til at finde hende, siger han.
Det amerikanske center for forsvundne og udnyttede børn har ifølge Jeff endnu ikke været i stand til at bekræfte, at der var tale om Melissa Hightower i South Carolina.