Krimi15. april 2021

Australsk familie i chok: Finder slange i salat fra Aldi

Australske Leslie Kuhn droppede frokosten, da hun forleden fandt en lille giftsnog i sin grønne salat, som hun havde købt i supermarkedet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/171721301_2711890822365009_6681156565324882787_n_0.jpg
 Foto: Facebook, Leslie Kuhn

Der er bare ting, som man simpelthen ikke orker at finde i sin friske salat, som man netop har slæbt hjem fra Aldi. Og øverst på den liste må ordet ”giftslange” altså stå for de fleste menneskers vedkommende.

Hos familien Kuhn, der bor i Mosman udenfor Sydney, blev appetitten erstattet af rædsel, da en lille, giftig slange dukkede op mellem deres nyindkøbte pose med salatblade.

Det var Leslie Kuhns søn, der fandt den ubudne gæst, som efter australske standarder muligvis er lille, men som nu ser ganske stor ud på de billeder, som Kuhn har lagt på facebook.

Kan være farlig

Wildlife Information Rescue and Education Service, som forkortet hedder WIRES, kan oplyse, at der er tale om en slange, der ikke er særlig gammel.

Den er af arten Hoplocephalus bitorquatus, som er en giftsnog, der lever i det østlige Australien, Queensland og New South Wales.

Det oplyser også, at den slags hårrejsende – og potentielt farlige – fund er yderst usædvanlige. Heldigvis da.

- Vi kan ikke se hvorfor resten af befolkningen skal lade sig skræmme eller blive bekymrede over dette ene tilfælde, fortalte organisationen, som hjalp familien med at få sat slangen ud i sit naturlige habitat.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/171634455_2711890812365010_4957540955827034776_n.jpg
 Foto: Facebook, Leslie Kuhn

Velbekomme! (Foto: Facebook, Leslie Kuhn)

Alligevel anerkender de, at det har været en alvorlig sag, at familien har fået slangen med hjem i indkøbsnettet.

- Denne slags snog er en særdeles giftig slangeart, som er kendt for hurtigt at blive ophidset og gå til angreb, hvis den føler sig truet, fortæller de.

Har man bare en lille smule ophidiofobi – fobi for slanger – kan det være decideret ubehageligt at kigge på familien Kuhns billeder, og forestillingen om at støde på sådan et lille væsen med skæl blandt sine indkøbsvarer kan få hårene til at rejse sig.

Der findes ikke eksempler på, at slangens gift har taget livet af mennesker, men et bid fra en giftsnog kan medføre alvorlige symptomer som voldsom hovedpine, sløret syn, lokale smerter og blødninger.

Hos supermarkedskæden Aldi – den australske afdeling, vel at mærke - er man klar over, at det bør undersøges nærmere, hvordan slangen er endt i salaten.

- Vi arbejder tæt sammen med kunden og organisationen WIRES, for at kunne identificere slangens naturlige habitat, og hvor den er kommet fra, hvilket absolut ikke har været en af vores butikker, siger de til Metro.

Sponsoreret indhold