Australiens yngste morder kan snart være på fri fod igen: Kidnappede og myrdede 3-årige Courtney Morley-Clarke

Det var en sag, der sendte chokbølger – ikke bare gennem lokalsamfundet, men gennem hele Australien.
Nu bliver der så formentlig tilføjet endnu et kapitel i sagen om Australiens yngste – og måske også mest forhadte – morder: Han kan nemlig snart være på fri fod igen.
Det skriver News.
Den drabsdømte er kendt og hadet som landets yngste morder, efter han som 13-årig slog den blot tre år gamle Courtney Morley-Clarke ihjel i januar 2001.
Morderen – der alle årene kun har været kendt som SLD på grund af sin unge alder på gerningstidspunktet – kidnappede den lille pige fra hendes hjem i Point Clare på New South Wales' Central Coast, hvorefter han stak hende i hjertet med en kniv. Liget af pigen efterlod han i græsset omkring 400 meter fra familiens hjem.
Den 13-årige blev pågrebet kort efter, da hans plejefamilie opdagede, at han var forsvundet fra sit hjem på gerningstidspunktet. Den 13-årige dreng indrømmede indledningsvis, at han havde forladt sit hjem, men forklarede i første omgang, at han blot havde leget med nogle ænder, før han vendte hjem omkring klokken 02.45.
Senere indrømmede han dog det brutale drab, og politiet fandt herefter liget af den lille pige i noget højt græs. Politiet fandt desuden en steakkniv og store mængder blot i området.
Drabet sendte chokbølger gennem hele landet, og mange forsøgte at finde svar på, hvordan en blot 13-årig dreng kunne begå så uhyrlig en forbrydelse. En del af svaret kunne ifølge psykiatere findes i drengens barndom. Han voksede op i et hjem præget af vold og misbrug og blev som toårig tvangsfjernet.

Som fireårig blev han adopteret af en familie i den lille by Point Clare, hvor han altså boede, da han tog livet af den lille pige.
I årene op til drabet havde drengen haft store psykiske udfordringer, og en psykiater havde tilmed advaret, at det kunne ende voldsomt på grund af drengens forstyrrede sind. Og det blev da netop også tilfældet, da han en januarnat slog den treårige pige ihjel.
Efterfølgende blev der udarbejdet en mentalerklæring, der viste, at drengen havde svære dyssociale træk, og at han desuden ikke udviste nogen former for empati. Desuden blev det fremført, at der var risiko for, at han ville begå lignende forbrydelser senere i livet.
Alligevel blev den drabsdømte første gang løsladt i 2023 – efter at have afsonet 20 år bag tremmer. Friheden blev i første omgang kortvarig for den i dag 37-årige morder, da han ikke overholdt betingelserne for prøveløsladelsen. Det kom blandt andet frem, at han havde forsøgt at få kontakt til et barn på en strand.
Nu lader det dog så til, at barnemorderen igen kan smage friheden. Ifølge australske medier bliver det formentlig i begyndelsen af det nye år, at Courtney Morley-Clarkes morder kan komme på fri fod igen.