Australien rystet: Mor stikker 3-årig datter ihjel i haven

Et australsk lokalsamfund er efterladt i både chok og sorg, efter et ubegribeligt drab fandt sted mandag aften.
Her stak en 32-årig mor – af endnu ukendte årsager – sin blot treårige datter ihjel i familiens have ved Bundaberg, Queensland.
Det skriver det australske medie News.

Politiet fik den uhyggelige anmeldelse mandag aften, hvor flere fortvivlede naboer ringede til alarmcentralen.
Da betjente nåede frem til adressen, fandt man den treårige pige livløs i haven.
- Trods gentagne redningsforsøg fra politi og ambulancefolk døde barnet desværre af sine kvæstelser, udtaler politiet ifølge det australske medie.
Barnet er blevet identificeret som den treårige Sophia, mens barnets mor – 32-årige Lauren Ingrid Flanigan – nu er anholdt og sigtet i den uhyggelige sag. Man har desuden beslaglagt en kniv, der blev fundet i haven, og som formodes at være drabsvåbnet.

Et motiv for drabet er endnu uvist.
- Det er en forfærdelig, forfærdelig hændelse for alle, inklusiv vidner og naboer og redningspersonale der rykkede ud… for dette er noget, som ingen ønsker at være vidne til, oplyser politiet videre.
Foruden den treårige pige var der også to andre børn – på et og to år – i huset. De slap uskadte fra mandagens uhyggelige hændelse og er nu i pleje hos andre familiemedlemmer.