Krimi11. marts 2024 (opd. 11. marts 2024)

Apoteker hårdt ramt: Tyve jagter Wegovy og Ozempic

Apoteker over hele Danmark rammes af indbrud, hvor tyve har fokus på Novo Nordisks Wegovy og Ozempic - videoovervågning viser nu, hvor målrettet jagten på de dyre slanke- og diabetesmidler er
Køberne af medicinen samler gerne et større lager for at have nok.
Køberne af medicinen samler gerne et større lager for at have nok.
 Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Indbrudstyve er gået efter Novo Nordisk-midlerne Wegovy og Ozempic i forbindelse med indbrud hos flere af landets apoteker.

Det skriver Jyllands-Posten, der nævner tre konkrete tilfælde.

Mediet har fået adgang til videoovervågningen fra tre apoteker, som viser, at tyvene er gået direkte efter henholdsvis slankemidlet og diabetesmidlet.

- Det er tydeligt, at Novo Nordisks nye lægemidler har åbnet et marked, hvor der sidder hælere i den anden ende, siger en fynsk apoteker, der var udsat for tyveri for tre uger siden.

Det samme er sket for et apotek på Vestsjælland og et i hovedstadsområdet, der heller ikke er i tvivl om, hvad indbrudstyvene har haft for øje.

Det er ikke første gang, at selskabets lægemidler omtales i sager, der er deciderede ulovlige eller på kant med loven.

I en tidligere historie kunne Jyllands-Posten selv berette om en række læger, der udskrev for store mængder af Ozempic til enkelte personer.

Ifølge avisen var der en læge fra Københavns vestegn, som udskrev medicin svarende til 27 års forbrug til én patient.

Det svarer til Ozempic for 400.000 kroner.

Styrelsen for Patientsikkerhed er på nuværende tidspunkt blevet bedt om at undersøge flere hundrede læger i lignende sager. Det er alle fem regioner, der har henvendt sig til styrelsen.

Avisen har desuden afdækket, hvordan de populære midler også sælges i grupper på eksempelvis Facebook eller via beskedtjenesten Telegram.

Novo tager indbruddene alvorligt og kalder i et skriftligt svar tendensen for bekymrende.

Selskabet opfordrer til, at receptpligtig medicin kun bruges af den patient, som midlet er udskrevet til.

I kampen mod det illegale salg valgte den danske medicinalgigant at styrke sin indsats mod det sidste år.

Sponsoreret indhold