Krimi24. december 2023

Antallet af indbrud er faldet

Corona og en såkaldt arbejdsjul har de seneste år været årsag til, at færre har haft indbrud i juledagene

De seneste år har politiets opgørelser vist, at færre borgere har haft besøg af ubudne gæster i juledagene, end det tidligere var tilfældet.

I både 2020 og 2021 mente politiet, at særligt coronaepidemien var årsag til færre indbrud.

Sidste år var det en såkaldt arbejdsjul, hvor der var arbejdsdage mellem jul og nytår, hvilket betød at folk hurtigere kom hjem, end det er tilfældet andre år, og at færre derfor havde indbrud.

Sidste år blev der registreret 365 indbrud fra 19. december til 2. juledag. Året før var det 620. Til sammenligning var der i 2018 og 2019 henholdsvis 1233 og 1158 registrerede indbrud.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er det Rudersdal, Dragør, Vallensbæk, Sorø, Solrød, Middelfart, Mariagerfjord, Aarhus, Ikast-Brande, Billund og Esbjerg, der er de hårdest ramte kommuner, når det kommer til indbrud i løbet af årets tre sidste måneder.

Opgørelsen bygger fra politikredsenes opgørelse over indbrud fra 2018 til 2022.

I forbindelse med opgørelsen fortæller Julie Kofoed, der kommunikationskonsulent i Nabohjælp, at nogle områder er særligt hårdt ramt, men at der er brug for forebyggelse mod indbrud flere steder.

- Uanset hvor man bor, bør man tage sine forholdsregler i den mørke tid med at holde øje med hinandens hjem og huske at være synlig i nabolaget og hilse på dem, man møder.

- Det sidste, indbrudstyven ønsker, er nemlig at blive set eller endda hilst på, siger hun.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd sker der flest indbrud i villaer i det mørke halvår, og indbruddene sker hyppigst fredag eller lørdag. Tyven vil typisk komme ind gennem et vindue eller en terrassedør.

Ud over at være synlig i sit nabolag, bliver det blandt andet anbefalet, at man laver aftaler med sine naboer om, at de holder øje, hvis de er hjemme.

Desuden kan man sætte lyscensorer op omkring sit hus. Man kan også klippe hækken, så naboer kan se, hvis der er indbrud.

Politiet vil i løbet af juledagene komme med opgørelser over, hvor mange indbrud der bliver registeret i kredsene.

Sponsoreret indhold