Anne-Elisabeth Hagen forsvandt: Nu er der nyt i sagen

LÆS OGSÅ: Anne-Elisabeth Hagen forsvundet: Kryptiske e-mails og mystiske fodaftryk
I over fire år var milliardæren Tom Hagen, 75, sigtet for drabet på sin dengang 68-årige kone, Anne-Elisabeth Hagen, som forsvandt fra parrets hjem i Lørenskog tilbage i 2018.
Men i oktober 2024 besluttede Rigsadvokaten i Norge at droppe sagen mod Tom Hagen, eftersom intet "strafbart forhold" blev bevist.
Udover Tom Hagen er tre mænd også sigtet i den uhyggelige sag.
I januar blev sigtelsen mod en mand i 30'erne - der blev omtalt som "kryptomanden" - også frafaldet.
Og nu skriver TV 2 Norge, at sigtelsen mod en anden også er frafaldet.
- Hvad angår de anklagedes status i sagen, er der i øjeblikket én yderligere anklaget, hvis sigtelse er blevet frafaldet af Rigsadvokaten, da intet "strafbart forhold" er bevist.
- Der er stadig én person sigtet i sagen, lyder det fra Guro Holm Hansen fra Øst Politikreds til TV 2 Norge.
Anmeldt som en kidnapningssag
Sagen blev anmeldt som en kidnapningssag af Tom Hagen, som fortalte til politiet, at han var kommet hjem senere på dagen den 31. oktober 2018 og havde fundet en håndskrevet seddel med krav om store millionudbetalinger fra rigmanden for, at der ikke ville ske hans kone noget.
Siden skiftede politiet spor i efterforskningen og betragtede sagen som en drabssag.
Her blev ægtemanden, Tom Hagen den hovedmistænke, som ifølge politiets teori skulle have iscenesat den angivelige kidnapning og haft en rolle i at have dræbt sin kone.
Men i oktober 2024 besluttede Rigsadvokaten altså at droppe sagen mod Tom Hagen.