Anklager: Sådan skal hun straffes

Anklager Kia Reumert har i retssal 60 i København Byret netop fremlagt, hvor lang tid Britta Nielsens svindel bør koste.
- Henset til, at der samlet set er tale om en af de groveste økonomiske sager vi har set i Danmark, bør retten efter anklagemyndighedens opfattelse nøje overveje, om denne her sag ikke er så alvorlig, at man bør løfte sig op på over 8 års fængsel, siger anklager Kia Reumert i dag i Københavns Byret.
Anklageren kræver altså dermed mindst otte års fængsel til Britta Nielsen, der sad i retten iført sorte bukser, sort trøje uden på en blomstret bluse i blå nuancer.
- Hold mund. Du får ordet til aller sidst, sagde dommeren, da Britta Nielsen hviskede noget til sin forsvarer, under anklagerens procedure.
Anklagemyndigheden mener også, at de penge som Britta Nielsen angiveligt over en periode på 25 år har taget til sig selv bør tilbage til statskassen. Og de 113 millioner kroner skal altså ifølge anklagemyndigheden sammen med nogle USB-stik konfiskeres.
- Hun snød og bedragede igennem 25 år for sin egen vindings skyld, siger Kia Reumert.
- Hun stak sine hænder direkte ned i statskassen og tog til sig selv.
Ifølge anklageren har Britta Nielsen ikke hjulpet til opklaringen af sagen, da hun kun har erkendt de overførsler, som hun absolut ikke kunne komme uden om på grund af solide beviser.
- I 25 år har hun levet et liv i luksus med heste, dyre rejser og store biler, siger Lisbeth Jørgensen.
- Da fælden så endelig klappede, stod Britta Nielsen på ingen måde klar til at tage sin straf, siger anklageren og uddyber, hvordan Britta Nielsen gemte sig i Sydafrika, mens hun googlede, hvordan hun kunne oprette fonde og gemme penge.
Hvilket hun under retssagen heller ikke har ønsket at svare på spørgsmål fra anklagemyndigheden omkring.
Anklagemyndigheden afviser også, at der skal tages højde for den 65-årige kvindes alder, når straffen skal udmåles.
I stedet bør dommeren ifølge dem skele til, at der er tale om en samfundsmæssig skadende kriminalitet, der ødelægger befolkningens tillid til systemet.
Modsat mener forsvareren Nima Nabipour, at Britta bør idømmes en straf på fire til seks år.
Der ventes at falde dom 18. februar klokken 16.