Hele to gange blev en 54-årig mand stoppet og sigtet for spirituskørsel, da han 2. pinsedag skulle hjem fra Bornholm.
Det fremgår af døgnrapporten fra Bornholms Politi.
Politiet blev i første omgang opmærksomme på den berusede bilist, da et vidne klokken 16.05 anmeldte at have observeret en slingrende bil på vejen fra Hasle til Rønne.
Ved check-in-området til færgen fik en patrulje kontakt til bilen, og den 54-årige mand fra Sjælland fik målt en alkoholpromille over det tilladte.
Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og bragt til Bornholms Hospital for at få taget en blodprøve.
Det forhindrede tilsyneladende ikke manden i kort efter at sætte sig tilbage bag rattet.
Klokken 18.07 kunne Bornholms Politi konstatere, at den 54-åriges bil var kørt om bord på færgen til Ystad.
Bornholms Politi kontaktede derfor svensk politi og Københavns Politi.
Derfor stod Københavns Politi klar til at standse bilen ved Øresundsbroen, hvor politiet kunne fastslå, at føreren var den samme 54-årige mand, som stadig havde en for høj promille.
Han blev derfor endnu en gang sigtet for spirituskørsel.
Døgnrapporten melder ikke noget om, hvad mandens promille blev målt til.