Krimi25. marts 2025 (opd. 25. marts 2025)

Anholder revisor: Mistænkt for millionsnyd

Manden er 73 år gammel

En 73-årig revisor er tirsdag blevet anholdt og sigtet for medvirken til organiseret økonomisk kriminalitet for et tocifret millionbeløb.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Anholdelsen skete tirsdag morgen i København.

Revisoren har ifølge politienheden rådgivet en 46-årig mand, der sigtes for blandt andet skyldnersvig og skatteunddragelse af særlig grov karakter.

Dermed har revisoren gjort sig skyldig i medvirken til disse forhold, skriver NSK i pressemeddelelsen.

Den 46-årige mand skal blandt andet have ladet nogle af sine virksomheder tvangsopløse og herefter overført penge fra dem til andre af sine virksomheder.

Det betød, at der blev efterladt en regning til Skattestyrelsen i millionklassen, skriver NSK.

- Det er vores opfattelse, at de to sigtede i fællesskab har bedrevet økonomisk kriminalitet for et tocifret millionbeløb, og at den 73-årige i kraft af sin funktion som registreret revisor har rådgivet den 46-årige mand i at begå organiseret skatteunddragelse og skyldnersvig, siger politikommissær Niels Kristoffersen.

Det er underretninger modtaget i politimyndighedens hvidvasksekretariat, der har igangsat efterforskningen.

Som en del af efterforskningen har NSK ransaget flere adresser i Danmark og Litauen, der har relation til den 46-årige mands virksomheder.

Den 46-årige mand blev anholdt 12. marts med henblik på afhøring. Han blev løsladt samme dag, oplyser NSK til Ritzau.

Politienheden forventer, at den 73-årige revisor ligeledes vil blive løsladt efter afhøring senere tirsdag.

Begge personer nægter sig skyldige, oplyser NSK.

Efterforskningen pågår fortsat, og det sker i samarbejde med Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

NSK er en særlig enhed inden for politiet, der efterforsker sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.

Sponsoreret indhold