Andreas Schjelderup erkender deling af seksuelt materiale: Kan få forbud mod at rejse til USA til VM

LÆS OGSÅ: 31-årig mand dræbt på Q8 i Ishøj: Det kan være motivet
I denne uge kan både Danmark og Norge sikre sig deres plads til VM i USA i 2026, hvis de vinder deres kvalifikationskampe over henholdsvis Hviderusland og Estland.
For den 21-årige Andreas Schjelderup kan det blive endnu mere nervepirrende, da en kommende straffesag i Danmark kan spænde ben for VM-eventyret.
I weekenden gik han nemlig ud og erkendte, at han er sigtet i en tilståelsessag herhjemme, fordi han tilbage i 2024 delte seksuelt materiale, da han tørnede ud for Superligaklubben FC Nordsjælland.
Og sagen kan ende med at blive et seriøst problem, hvis han skal ansøge om visum for at komme ind i "the land over there" i forbindelse med slutrunden, skriver norske VG.
De har talt med den danske advokat Martin Dahlgaard, der også er autoriseret til at være advokat i Danmark, New York og Washington DC.
- Det kan gøre det vanskeligt. I den her sag er der to mulige scenarier, lyder det fra advokaten.
Herefter forklarer han, at enten har Andreas Schjelderup allerede et gyldigt visum til at rejse ind i USA, hvorved det ikke kommer til at være et problem - man skal nemlig ikke oplyse om eventuelle domme EFTER visummet er blevet godtkendt.
Men hvis nu den unge stjernespiller ikke har et gyldigt visum, så kan det ende med at blive et stort problem, fordi han så skal oplyse om dommen i sin ansøgning på den amerikanske ambassade i Oslo.
- De skal så vurdere, om det som er sket falder ind under begrebet "groft umoralsk" (moral turpitude red.).
- Jeg tror, at det er tilfældet her, ud fra hvad jeg har læst om sagen. Den ansatte på ambassaden må ikke lave et skøn - for ham eller hende er det sort/hvidt, og de kan ikke vurdere beviserne i sagen, lyder det fra Martin Dahlgaard til den norske avis.
Andreas Schjelderup kan dog klynge sig til et lille håb - Homeland Security (amerikansk sikkerhedstjeneste red.) kan komme med en anbefaling om at lukke ham ind i landet, fordi han er en idrætsudøver, der skal spille til VM.
- Problemet er bare, at det kan tage vældig lang tid. Jeg har oplevet, at det har taget mere end ét år - når der nu er snak om VM i fodbold, så kan det være, man kan lave en straksbehandling.
- Men det ved man bare aldrig. Man er overladt til at andre afgører sagen - det er udenfor ens kontrol, lyder det fra advokaten.
Han pointerer samtidig, at USA ser ganske alvorligt på en sag som Schjelderups - mens de for eksempel ser ganske mildt på spirituskørsel ved indrejse i landet.
Advokaten slår da også fast, at han selv ville være ganske urolig, hvis han stod i samme situation.
- Jeg ville være vældig nervøs og spændt, siger Martin Dahlgaard.