Anders Holch Povlsen med i politiprogram: Kørte ALT for hurtigt

En bøde på 850 kr. er nok ikke noget, der gør ondt på Anders Holch Povlsens bugnende pengepung.
Ikke desto mindre var det dét samt en anmærkning på sit britiske kørekort, som den 50-årige milliardær reddede sig, da han blev stoppet af lovens lange arm, da han ræsede afsted på en skotsk landevej med en lidt for tung speederfod.
Milliardærens lovovertrædelse er sågar blevet filmet og sendt i BBC-programmet "Highland Cops". Det skriver Daily Mail.
I tv-programmet ser man, at en patruljebil forfølger en VW-varevogn adskillige kilometer, hvor de måler varevognens hastighed til 130 km/t, hvor man må køre 95 km/t.
Da bilen holder ind til siden, og chaufføren stiger ud, står det klart, at bilens fører er Anders Holch Povlsen.

Her forholder de Holch Povlsen for, at han har kørt 130 km/t, og at han enten kan modtage en bøde på 850 kr. samt tre strafpoint på sit kørekort, eller han kan afvise og møde op i retten.
Den danske milliardær vælger bøden og forklarer, hvorfor foden blev lidt for tung på speederen.
– Det er en dejlig, skotsk solskinsdag, der var ikke trafik, siger han afværgende.
Programmets speakere fortæller, at fartdjævlen ikke er hr. hvem-som-helst.
– Chaufføren ligner måske enhver anden udenlandsk besøgende, men som de lokale Ian og Davy ved, og som chaufføren må vide, at de ved, så ved de, præcis hvem han er, lyder det i programmet, hvor milliardæren oplyser sit efternavn Holch Povlsen.
– En dansk milliardær, der er Skotlands største private landejer, afslutter speakeren.
Det er ikke første gang, den jyske milliardær er i clinch med færdselsloven: Tilbage i 2017 mistede rigmanden sit kørekort, da han kørte 212 km/t på en motorvej, hvor man må køre 130 km/t.
I et interview med Børsen udtalte han efterfølgende, at han måtte bruge privatchauffør.
– Alle er lige for loven, og jeg savner det egentlig ikke. Jeg bruger min tid i bilen til at snakke med folk over telefonen og få fulgt op på nogle e-mails, og det fungerer, forklarede han dengang.