Amalie og hendes familie kæmpede for livet i seks timer: Mor blev væk i havet

Af Signe Fage Jensen

Svømmende i fem meter høje bølger kæmper de alle for at holde sig oven vande. Mørket falder på. De er udmattede og sultne. Mest af alt er de bange for at dø.

De to familier fra Faaborg ligger og kæmper for deres liv, efter deres lille, overfyldte jolle er kæntret i Middelhavet, mens mørket tager til, og kræfterne forsvinder. 14-årige Amalie Dalsgaard Hansen ligger i vandet sammen med sin far, Kenneth Bo Hansen, og vennen, den 12-årige Marcus Hultmann Holm Nielsen.

Marcus’ mor, Therese, og hans to mindre søskende, Villads og Freja, kan Marcus ikke længere se. Men han kan høre dem. De ligger lidt længere væk og holder sig oven vande ved at holde fast i en taske med en pose popcorn i. Luften i plastikposen er deres eneste opdrift.

Bange for at drukne

Amalies mor, Linda Dalsgaard Hansen, og lillesøsteren Mathilde Dalsgaard Hansen, der dengang var 11 år, ligger også i vandet. De store bølger fører flokken længere ud på vandet, og Linda begynder at blive bekymret. Hun er ikke en særlig god svømmer, og hun er bange for, at Mathilde skal se sin egen mor drukne, hvis hun ikke klarer de store bølger.

Artiklen fortsætter under billedet...

(Foto: Søren Lamberth)

– På det her tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg ville drukne, og min eneste tanke var, at det skulle mine børn bare ikke.

Hun har fat i sin yngste datter, Mathilde, og siger til hende, at når den næste store bølge kommer, skal hun følge med den, så hun kan komme tættere på de andre. Linda bruger alle sine kræfter på at skubbe Mathilde af sted, men Linda når ikke selv med.

– Therese og Kenneth, nu gør I alt, hvad I kan, for børnene. Jeg elsker jer! råbte Linda og skubbede sin datter af sted.

– Der troede jeg jo aldrig, at jeg skulle se min familie igen, fortæller Linda, der får tårer i øjnene, mens resten omkring bordet er stille.

Tragisk nat

Mathilde må gå ud af stuen. Hun bliver for ked af det, hver gang hun hører det, selv om der er gået to år siden den tragiske nat.

Storesøster Amalie kigger på sin mor, og hun har også tårer i øjnene.

– Jeg kan huske, jeg blev så bange, da jeg hørte dig råbe. Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen.

Ferien skulle vare tre uger, og de to familier, der kendte hinanden hjemmefra, glædede sig til at komme af sted. På den første del af ferien badede de, slappede af, cyklede ture og spiste is. Ferien var god, men varm og tør. Flere lande var i sommeren 2018 plaget af tørke. At den tørke skulle få så fatale konsekvenser for familien, var der ingen af dem, der i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.

Lugten af bål

Tre dage før ferien sluttede, blev deres liv ændret for altid. Det var den 23. juli, og som Therese beskriver det, var det ”sindssygt varmt”. Så mens de andre var gået ned for at få en is, var hun gået op på værelset med sin dengang 7-årige datter Freja, der havde det dårligt.

Artiklen fortsætter under billedet...

(Foto: Søren Lamberth)

– Da vi lå på værelset med åben terrassedør, syntes jeg godt nok, der lugtede af bål. Jeg tænkte, at det var lidt mærkeligt, fortæller Therese.

Men der var en grund til, at Therese kunne lugte bål. Fire kilometer fra deres strandhotel var der opstået en skovbrand. Det var dog ikke noget, Therese var særlig bekymret for.

– Jeg tænkte, at der nok var nogen, der havde styr på det hele, hvis vi skulle foretage os noget, fortæller hun.

Alligevel gik hun ned i receptionen for at høre, om der var noget, de skulle være opmærksomme på. Receptionisten svarede, at der ikke var noget at være bange for. Den ville ikke komme ned til hotellet.

I mellemtiden var de andre kommet tilbage, og der gik kun 30 minutter, fra Therese havde lugtet bål, til de to familier kunne se, at vinden havde ført ilden tættere på dem. Nu skulle der gøres noget, hvis de skulle væk. De lagde to planer. Den ene gik ud på at pakke nogle ting og tage en taxa ud af byen, hvorefter de ville komme tilbage, når ilden var slukket. Den anden gik ud på, at de kun pakkede det mest nødvendige som pas og telefoner og gik mod vandet.

– Vi håbede på, at vi kunne nøjes med den første plan, der var mere stille og rolig. Vi ville ikke gøre børnene mere bange end nødvendigt, fortæller Kenneth.

En smule panik

Men det var for sent. De mindste børn var begyndt at være rigtig bange, og mens de prøvede at komme ud af hotellet for at finde en taxa, kunne de se helikoptere flyve med store vandtanke i pendulfart over stedet for at prøve at slukke branden. Men der var ikke noget, der rigtig hjalp.

De går ned i receptionen med planen om at finde en taxa og tage af sted, men så langt når de to familier aldrig.

- Da vi kom ned i receptionen, kunne vi høre kæmpeeksplosioner og mærke enorme varme trykbølger. Biler og taxaer var i en lang kø på vej væk fra branden, men ilden var hurtigere en bilerne, så de eksploderede med passagererne inde i. Det havde vi ikke overlevet, siger Kenneth.

Familien går til plan b.

– Her gik alvoren op for os. Vi skulle væk, og det skulle gå hurtigt. Alle på hotellet var bange, og da vi hørte eksplosionerne, skreg folk. Jeg havde været okay rolig, men nu kunne jeg godt mærke, at jeg også var bange, siger Amalie.

Linda og Therese skyndte sig op på værelserne for at pakke det mest nødvendige, og mens Linda stod på værelset, pakkede hun også en pose popcorn og to dåsecolaer ned i tasken.

– Det var til, hvis vi skulle være mange timer et sted, siger Linda.

Ud mod vandet

I virkeligheden var den pose med popcorn meget mere vigtig, end nogen af dem på det tidspunkt havde nogen anelse om. Det var først senere, de fandt ud af, at den pose var med til at redde dem fra druknedøden.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Søren Lamberth

Familierne løb med deres to tasker mod stranden for at komme væk fra branden. Først løb de den ene vej, hvor de fandt en stenkløft. Her prøvede de at komme ned, men der var allerede for mange mennesker til, at der var plads til flere, og stenene var så opvarmede, at de næsten ikke kunne trække vejret derinde.

Marcus løb forrest ud af stenkløften og den modsatte vej. De andre fulgte med bagved. Lidt længere nede på stranden fik han øje på en lille jolle.

– Den tager vi, det er vores redning! råber Therese, mens hun løb med Villads i armene, og resten af familien fulgte med.

Det var den eneste båd, de kunne se i vandkanten. Marcus fik kastet sig op i båden, og de andre fulgte efter. Linda sørgede for at få alle børnene op i båden, men før de fik set sig om, var der sprunget seks andre personer op i båden. De var nu 12 personer i båden plus Therese og Kenneth, som fik skubbet den ud på vandet.

– Vi trådte over søpindsvin og kæmpe sten, men vi opdagede det ikke. Vi skulle bare have båden ud på vandet, inden der kom flere op. Vi tænkte bare, at hvis der kom flere, ville båden synke, og det måtte ikke ske. For det her var vores absolut sidste løsning, siger Therese.

Blev splittet i vandet

De får båden på vand, og nu føler de, at de er nogenlunde i sikkerhed. De er på vej væk fra branden. Linda vælger at ringe hjem til en bekendt i Danmark, for at bede ham om hjælp. Hun sender ham nogle koordinater på, hvor de ligger og så gik han ellers i gang med at ringe rundt til folk, der kunne hjælpe, selvom det er svært, når han er over 2.500 kilometer væk.

Hvad familien ikke vidste var, at mareridtet først rigtig var begyndt. For går ikke lang tid, før forbindelsen på telefonen ryger, båden synker, familierne bliver splittet, de siger farvel til hinanden og en bådpassager drukner.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Ude & Hjemme.