En kvinde er onsdag morgen kommet alvorligt til skade i en højresvingsulykke på Nørrebro i København.
Kvinden var på cykel og er blevet påkørt af en højresvingende lastbil i krydset mellem Mimersgade og Hamletsgade. Politiet fik anmeldelsen klokken 07.42, fortæller vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi.
- Der er sket alvorlig personskade, siger vagtchefen.
Den 37-årige kvinde var ved bevidsthed, da hun blev bragt til hospitalets traumecenter.
De pårørende er underrettet.
Politiet har afspærret på stedet, hvor en bilinspektør skal foretage undersøgelser. Trafikken kan dog passere.
- Der er åbnet for trafik, men der opleves udfordringer med fremkommeligheden på stedet. Vi opfordrer til, at der vises tålmodighed, skriver Københavns Politi på X.