Krimi7 timer siden (opd. 2 timer siden)

Alvorlig ulykke: Bilist påkører to cyklister på Nørrebro

Fire personer er blevet bragt til hospitalet efter påkørsel nær busstoppested på Nørrebro søndag aften
Alvorlig ulykke på Ågade i København, søndag den 18. maj 2025.
Alvorlig ulykke på Ågade i København, søndag den 18. maj 2025.
 Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

To cyklister er søndag aften blevet påkørt af en bilist i krydset mellem Jagtvej og Ågade på Nørrebro i København.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnichsen til Ritzau.

Politiet modtog klokken 22.36 en anmeldelse om, at en bil havde påkørt nogle personer nær et busstoppested.

- Bilen kom kørende af Ågade i indadgående retning. De to cyklister kom cyklende fra Falkoner Allé mod Jagtvej, hvor de bliver påkørt af den her bil.

- De bliver slynget ind i busskuret, hvor der sidder en mand, der også kommer til skade, siger Dyre Sønnichsen.

Det er politiets formodning, at føreren af bilen kørte over for rødt, da hun påkørte de to cyklister.

Den kvindelige bilist er sigtet for overtrædelse af færdselslovens paragraf 54, da politiet har mistanke om, at bilisten var påvirket af euforiserende stoffer.

Det oplyser Københavns Politis presseafdeling til Ekstra Bladet mandag formiddag. Der er endnu ikke taget stilling til, om bilisten skal fremstilles i grundlovsforhør.

Både de to cyklister, føreren af bilen og manden i busskuret er kommet til skade og er blevet bragt på hospitalet. En af cyklisterne, der er en kvinde på 28 år, er svært tilskadekommen.

Føreren af bilen er en kvinde på 19 år, mens en anden cyklist er en mand på 26 år. Manden i busskuret er ligeledes 26 år.

I forbindelse med ulykken har trafikken på Ågade været lukket i udadgående retning. Falkoner Allé og Jagtvej har også været helt afspærret.

Kort før midnat blev afspærringen delvist ophævet. Omkring klokken 02.30 blev afspærringen fjernet helt, efter at en bilinspektør havde færdiggjort sine undersøgelser på stedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Sponsoreret indhold