Krimi22. februar 2024

Ahmad var anholdt i 15 timer uden grund: - Jeg føler mig som et brugt kondom

Den 32-årige pædagogmedhjælper blev anholdt for ikke at møde op i retten som vidne. I 15 timer blev han ifølge egen forklaring udsat for hårdhændet behandling for så at finde ud af, at retssagen længe havde været aflyst
32-årige Ahmad Walid Rashidi var 15 timer i politiets varetægt. 
32-årige Ahmad Walid Rashidi var 15 timer i politiets varetægt.
 Foto: privat

Han fik håndjern på hænderne, kørt på tværs af landet, skulle tage alt tøjet af og senere sat i en celle.

32-årige Ahmad Wahid Rashidi føler, at der blev skudt gråspurve med kanoner, da han tirsdag blev anholdt og hentet i sit hjem af to betjente, fordi han i oktober sidste år havde overset en vidneindkaldelse.

- De behandlede mig som om, det var mig der var en voldsmand og ikke et vidne, forklarer Ahmad, der er tydelig chokeret over oplevelsen, til SE og HØR.

- Jeg er mødt op tidligere, jeg har vidnet i andre sammenhænge, forklarer Ahmad til SE og HØR.

Han undrer sig over betjentenes opførsel overfor ham.

Foran ham var 15 lange timer i politiets varetægt, hvor han ifølge sin egen forklaring blev udsat for ekstrem hårdhændet og ydmygende behandling.

Undervejs blev han både kropsvisiteret, iført stramme håndjern, nægtet sin medicin og strippet nøgen.

- Da jeg blev anholdt, tænkte jeg: "fair nok, jeg skal bare lige forbi politistationen i Bellahøj, og så får jeg voksen-skældud, og så får jeg at vide, at jeg skal tage toget til Randers".

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive sådan her.

Undskylder 

Torsdag eftermiddag erkender både Københavns Politi og Østjyllands Politi, at de har begået en fejl.

Til TV 2 Kosmopol siger Peter Dahl, chef for beredskabet i Københavns Politi:

- Vi lægger os fladt ned i forhold til, at han skulle aldrig nogensinde have været anholdt.

Ifølge politiet opstod fejlen, fordi beskeden om at Ahmad Walid Rashidi skulle anholdes, indløb to forskellige steder i politiets system. Da retsmødet blev aflyst, fik politiet kun slettet beskeden det ene sted - og derfor endte han altså med at blive anholdt.

- Det beklager vi rigtig meget, siger Peter Dahl fra Københavns Politi til TV 2 Kosmopol.

SE og HØR har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra politiet, der dog ikke er vendt tilbage i skrivende stund.

Til SE og HØR fortæller den 32-årige pædagogmedhjælper, der er opvokset under borgerkrigen i Kabul, hvordan han efter tirsdagens episode har mistet tilliden til politiet.

- Jeg havde tillid til, at de ikke yder vold, med mindre det er højst nødvendigt. Den tillid er fjernet for mig. Den er ikke eksisterende.

- Danmark har altid været mit helle. Det er her, jeg kan sidde med shorts på i sofaen og bestille Wolt. Den er revet væk fra mig.

På turen hjem fra Randers sad Ahmad med våde øjne. Derfor fór han til Facebook, hvor han i detaljer beskrev sine 15 timers mareridt. Hvordan han tirsdag klokken 18.16 blev anholdt på sin adresse og iført håndjern.

Han blev ifølge egen forklaring kørt til Bellahøj politistation, hvor han lå en time på en plastikmadras på gulvet, før han blev kørt til Jylland.

Klokken 23.30 ankom Ahmad og de jyske betjente til Aarhus arrest. Her blev han befalet at smide ALT sit tøj, for at gå igennem en metaldetektor.

”Jeg har en benprotese, så den vil jo larme alligevel”, sagde han til betjenten.

Efter 1,5 times søvn og seriezapning på de 27 tvkanaler på det lille tv gik døren igen op.

Her blev han ifølge egen forklaring igen kropsvisiteret og fik ført hænderne om bag ryggen i håndjern, der "strammede en tand for meget".

”Jeg er helt rolig, jeg skal bare vidne" forklarede han betjentene.

Ahmad nægter overfor SE og HØR, at han skulle have opført sig på en sådan måde, der kunne forsvare betjentenes hårdhændede opførsel overfor ham.

Da den 42-årige og betjentene ankom til Retten i Randers blev håndjernene langt om længe fjernet. Men her ved retten i Randers fik han at vide, at der slet ikke var noget retsmøde - det havde været aflyst i tre uger.

- Derfor er de sidste 15 timers ubehageligheder helt unødvendige, og skyldes en fejl fra Østjyllands Politi, som ikke har fjernet mig fra efterlysningslisten.

Betjentene tilbyder et lift til stationen, hvorfra den 32-årige pædagogmedhjælper selv kan finde hjem.

- Jeg føler mig som et brugt kondom.

- Jeg har sovet skidt. Jeg kan ikke bruge mine håndled, fordi håndjernene har siddet for stramt, fortæller han og forklarer, at han måtte en tur forbi lægevagten og få dem tjekket.

Ahmad har nu tænkt sig at klage over oplevelsen.

Sponsoreret indhold