Krimi5. december 2020

Afvist i Løvens Hule: Nu har de vild succes - også privat

Først ville 'Løverne' ikke have dem. Så bankede de en kæmpe forretnings-succes op. Og nu har de en sød lille julenyhed
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/katja3.jpg
 Privatfoto

Man skal aldrig give op. Det er Morten og Katja Krause Jensen to lysende eksempler på.

I oktober 2018 deltog de i Løvens Hule med deres forretningsidé, men her blev de afvist af hanløven Jesper Buch, og de andre i panelet.

I dag har de en kæmpe forretnings-succes med deres helse-morgenmadsprodukt ’Kinoa’.

Og for at det ikke skal være løgn, så har Katja Krause Jensen lige født parrets første barn, en lille pige ved navn Uma, der kom til verden dagen før 1. december.

SE og HØR fangede dem et par dage efter fødslen, mens de stadig var på sygehuset. Og alt var godt.

- Det hele er forløbet rigtig, rigtig godt. Så det er superfedt. Det er en lille pige ja, siger Morten med et grin.

Det må være stort?

- Jamen, det er det også.

- Så lyder det lidt som om I har to kæmpe succeser i jeres liv nu?

- Ja, lige præcis. Der er meget at se til, siger Morten Krause Jensen.

Han fortæller, at det har været stort for dem, også at komme i gang med virksomhedsdelen igen.

- Og få udlevet den drøm vi altid har haft med Kinoa Foods. Det var kæmpe-kæmpe-kæmpestort for os at kunne vende tilbage og realisere det vi har gået og arbejdet så hårdt på, siger han.

Det har nemlig været op ad bakke i starten. Hans hustru studerede ernæring og sundhed, og har en bachelor.

Og så har parret eksperimenteret rigtig meget med fødevarer derhjemme, indtil de stødte på Quinoa-frøet, for en del år siden.

https://imgix.seoghoer.dk/katja_4.jpg
 Privatfoto

- Det var lige i starten, hvor Quinoa begyndte at blive en ’hot’ ting i Danmark. Og der synes vi bare, at det var et helt genialt frø, som indeholdt alle de rigtige ting. Også godt for veganere, siger Morten Krause Jensen.

De startede ude i Sydhavnen med at lave salater, som de kørte rundt med til caféer i deres egen lille Peugeot kl. fire-fem stykker om morgenen, fortæller han.

Efter lidt fik de også udviklet deres første Müsli med Quinoa, som der var god respons på.

- Og så tog det bare fart derfra, så startede vi med selv at sælge det alle mulige steder. Så pludselig gik vi fra at stå i et lille industrikøkken i Sydhavnen til at få Salling Group som kunde. Og så kunne vi ikke selv længere stå og producere i en ovn derude, siger Morten Krause Jensen.

Men de havde brug for investeringer til at komme ordentligt i gang, og så meldte de sig til Løvens Hule.

- ’Kat’ og jeg havde ligesom postet alle de penge i det vi kunne selv, og lånt alt det vi kunne, og så søgte vi lidt investorer, men vi manglede kapital til at vækste.

Hver gang de tog en ny stor kunde ind, skulle de selv lægge ud for produktion og emballage.

- Vi havde svært ved i en periode at finde den rigtige investor. Og så tænkte vi, nu melder vi os til Løvens Hule. Det var lidt sidste skud i bøssen følte vi, siger Morten Krause Jensen.

De fik så ikke nogen investering med sig derinde, men de lærte rigtig meget af det og fik meget med sig.

- Vi fik også en masse ros af Løverne, så på den måde var det positivt. Men vi gik lidt derfra med en følelse af: ’Fuck, hvad gør vi nu’, siger Morten Krause Jensen.

De fik at vide af ’Løverne’, at de ikke var stærke nok på tallene og budgetterne.

- Vi havde ligesom taget beslutningen om at dreje nøglen for at få det lidt på afstand, for vi kunne ikke rigtig komme videre, og det var den hårdeste beslutning vi nogensinde havde taget. Det var vores lille hjertebarn vi sagde farvel til, siger den nybagte far.

Men efter programmet var blevet vist på DR, kom der gang i sagerne. Pludselig var deres indbakke sprængfyldt med mails.

- Jeg tror, det var en time efter det var blevet vist i fjernsynet, så havde vi omkring 140 mails. Det gik sindssygt stærkt.

Der var mails fra både kunder, der gerne ville købe og investorer, og fra Salling Group, der var ærgerlige over, at deres produkt ikke var på hylderne længere.

- Så screenede vi mailene og udvalgte en fem-seks stykker, som vi holdt nogle møder med, og så endte vi med at finde den helt rigtige investor i Kim, som har Uno Transport, som er en stor logistik-virksomhed.

- Vi synes det var et godt match, fordi Kim havde lidt den samme ånd som os selv, siger Morten Krause Jensen.

Siden da er firmaet gået hen og blevet en rigtig succes, og nu er parret endda begyndt at se på at udvide til det hollandske marked. De er også kommet ind i engros-virksomheden Dagrofa og dermed Menu-butikkerne.

Nu har I en lille pige, og den store virksomhed her. Så begynder der at blive lidt travlt ikke?

- Joh, det gør der, men det er vi vant til, siger Morten Krause Jensen med et grin.

Sponsoreret indhold