Krimi9. december 2023 (opd. 9. december 2023)

Ældre cyklist ramt af svingende lastbil ved Horsens

75-årig mand er indlagt i kritisk tilstand efter højresvingsulykke ved supermarked i Horsens

En 75-årig cyklist, der lørdag morgen blev ramt af en lastbil på Lovbyvej i Horsens, overlevede ikke sammenstødet og er afgået ved døden.

Det skriver TV Syd lørdag sidst på eftermiddagen.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 09.18 lørdag formiddag.

Ulykken skete, da lastbilen skulle svinge til højre.

Cyklisten befandt sig på bilens højre side. Chaufføren så ham angiveligt ikke, og den ældre mand blev påkørt og trukket ind under lastbilen.

Den 75-årige blev efterfølgende bragt til behandling på Aarhus Universitetshospital.

Politiet har valgt at sigte føreren af lastbilen, mens omstændighederne ved ulykken undersøges nærmere.

- Vi undersøger ulykken med assistance fra en bilinspektør og Tungvognscenter Syd, forklarede vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, tidligere på dagen.

En bilinspektør er en teknisk ekspert med ingeniørbaggrund, som bistår politiet i forbindelse med blandt andet trafikulykker.

Bilinspektøren forsøger via tekniske undersøgelser af køretøj og gerningssted at klarlægge omstændighederne ved ulykken nærmere.

Tungvognscenter Syd er et af landets tre tungvognscentre, som varetager den politimæssige kontrol af tungvognsområdet, herunder lastbiler.

Sponsoreret indhold