Krimi25. december 2021

Ægte julefred: Indbrud langt under tidligere år

Antallet af anmeldte indbrud den 24. december ligger igen i år langt under det tidligere niveau
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190729-114416-6-1920x2880we.jpg
 Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder et gammelt mundheld.

Og nok er omikron, delta og de øvrige forskellige virusvarianter skidt for både folkesundhed og hospitalsvæsen, men det er godt for indbrudsstatistikken.

Juleaftensdag modtog landets politikredse blot 57 anmeldelser om indbrud, hvilket er nøjagtig det samme antal som i fjor, hvor der blev sat en glædelig bundrekord. Det fremgår af tal, som Ritzau har fået fra Rigspolitiet.

I årene 2018 og 2019 blev der på landsplan anmeldt over 120 indbrud i løbet af den 24. december.

Hvor mange indbrud, der rent faktisk har været den 24. december, vides endnu ikke. Mange indbrud bliver først anmeldt i juledagen, når folk vender tilbage til huset efter at have holdt jul andetsteds i landet.

Artiklen fortsætter under opslaget...

- Der er selvfølgelig kommet et par anmeldelser her til morgen, men det er ikke noget, som har lagt os ned, fortæller Camilla Priegel, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Hos Københavns Politi, som er den kreds med flest borgere - og politifolk - tyder det også på en lav forekomst af ubudne langfingrede gæster.

- Vi har været ude til nogle stykker (indbrud, red.), men det er langtfra så slemt, som vi har oplevet andre år, fortæller vagtchef Michael Andersen.

Har været synlige

Også i den anden ende af landet har antallet af indbrud været lavt.

- Det har været forholdsvis stille. Vi har været ude til en tre-fire stykker, fortæller vagtchef John Skjødt.

Meldingen fra landets politikredse er overordnet, at juleaften er forløbet fredeligt. Og det har man forsøgt at udnytte til at nedbringe antallet af indbrud.

- Når patruljerne ikke har haft andre opgaver, så har de fokuseret på at køre rundt og være synlige. Det har muligvis haft en præventiv effekt i forhold til indbrud, lyder det fra Camilla Priegel i Nordsjælland.

Et tag-selv-bord

I mange år har juledagene nærmest været et tag selv-bord for indbrudstyve, som frit har kunnet boltre sig i de mange forladte hjem. Rigspolitiet har i de senere år ført statistik med antallet af juleindbrud.

I 2018 var der 1788 i perioden fra 16 december til 2. januar. Året efter var der en smule færre, nemlig 1618. Men det helt store dyk skete i julen 2020, den første coronaramte jul. Her blev der i perioden kun anmeldt 826 indbrud.

Ifølge Rigspolitiets tal er der fra 16. december og frem til julemorgen anmeldt 419 indbrud på landsplan. De 7 af dem er anmeldt julenat eller julemorgen. Dermed ligger tallene i grove træk på samme lave niveau som i fjor.

Juledag er traditionelt den dag, hvor der anmeldes flest indbrud.

Sponsoreret indhold