Advokat bekræfter: Provokunstneren Ibi-Pippi sigtet i chikane-sag

Tidligere på sommeren fik provokunstneren Ibi-Pippi Orup Sommer erstatning i sagen, hvor hun blev overflyttet til et lukket fængsel af Kriminalforsorgen for et kunstværk.
Men nu fortæller advokaten for provokunstneren, at Sydøstjyllands Politi har sigtet Ibi-Pippi for chikane af kvindelige fængselsbetjente i forbindelse med kunstværket, som blev til under kunstnerens afsoning.
- Jeg kan bekræfte, at hun er blevet sigtet efter straffelovens paragraf om chikane mod personer i tjeneste, lyder det fra Mette Grith Stage, som er forsvarer for Ibi-Pippi i sagen.
Den nye politisag omhandler værket “Toksisk maskulinitet”, som Ibi-Pippi skabte, mens hun sad bag tremmer i Møgelkær Fængsel. Billedet forestiller en kvindelig fængselsbetjent med nedknappet skjorte og en sodavand mellem brysterne.
Billedet blev ifølge ledelsen i Møgelkær Fængsel opfattet som krænkende overfor kvindelige ansatte, og derfor valgte Kriminalforsorgen at overflytte Ibi-Pippi til det lukket fængsel i Nyborg og også placere hende i isolation kortvarigt.
Men troede man, at sagen var slut med Kriminalforsorgens erkendelse af, at værket ikke var krænkende, og at det var en fejl at overflytte Ibi-Pippi til det lukkede fængsel, tager man fejl.
Nu er sagen åbnet igen - denne gang af Sydøstjyllands Politi, som har sigtet Ibi-Pippi Orup Sommer for chikane af kvindelige fængselsbetjente i sagen, som kunstneren ellers troede var afsluttet. Og det kommer i den grad også bag på forsvarsadvokaten for provokunstneren.
- Jeg er meget overrasket over, at Sydøstjyllands Politi har taget sagen op i lyset af Kriminalforsorgens afgørelse. Man fortsætter med at skyde gråspurve med kanoner, siger Mette Grith Stage til SE og HØR.
- Jeg mener, at det var den helt rigtige afgørelse, som Kriminalforsorgen kom frem til, hvor man satte Møgelkær Fængsel på plads, siger advokaten.
Mette Grith Stage mener, at det aldrig var intentionen fra Ibi-Pippis side at krænke de kvindelige fængselsbetjente med kunstværket.
- Det er et AI-generet billede, som ikke er rettet mod nogen eller forestiller en bestemt betjent, lyder det fra Mette Grith Stage.
Ibi-Pippi blev i 2023 og 2024 dømt ved både byret, landsret og højesteret for at have udøvet hærværk på Asger Jorn-maleriet “Den Foruroligende Ælling”. For det fik hun en dom på halvandet års fængsel en bøde på 1,9 millioner kroner.
Sydøstjyllands Politi har ikke ønsket at kommentere sagen.