Krimi15. april 2023

To-årig blandt dræbte i ukrainsk boligblok

Barnet blev hevet ud af murbrokkerne i live, men afgik ved døden i en ambulance på vej til hospitalet efterfølgende
Angreb på ukrainsk boligblok
Flere beboelsesejendomme, en skole og en administrativ bygning blev ramt af i alt syv missiler, oplyser styret i Ukraine.
 Foto: Roman Chop/AP/Ritzau Scanpix

Dødstallet er lørdag steget til 11 efter et russisk missilangreb, som fredag blandt andet ramte en boligblok i Slovjansk i det østlige Ukraine.

Det oplyser en talsperson for det statslige beredskab i regionen Donetsk.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I alt syv missiler ramte byen, oplyser styret i Ukraine. Flere beboelsesejendomme, en skole og en administrativ bygning blev ramt.

Tidligere fremgik det, at ni personer var blevet dræbt i forbindelse med angrebet. Blandt dem er et barn på to år.

Barnet blev hevet ud af murbrokkerne i live, men afgik ved døden i en ambulance på vej til hospitalet efterfølgende.

Foruden de dræbte er omkring 20 såret.

Præsident Volodymyr Zelenskyj fordømmer ifølge AFP, at Rusland "på brutal vis" har angrebet beboelsesejendomme i Slovjansk, og at de russiske styrker "har dræbt mennesker ved højlys dag".

Slovjansk er en af de større byer i regionen Donetsk. Her kæmper ukrainske soldater for at presse russiske styrker tilbage mod øst.

Det er en af de byer, som de russiske styrker håber at indtage, hvis de vinder slaget om den nærliggende by Bakhmut.

Slovjansk bliver som andre byer i regionen jævnligt ramt af russiske angreb.

Sponsoreret indhold