Krimi22. maj 2023

Aalborgenser vågnede op 107.000 kroner fattigere efter bytur: Men hvem har brugt pengene?

En 42-årig mand fra Aalborg vågnede op 107.000 kroner fattigere efter en bytur. Han mener selv, han er blevet svindlet, men politiet er af en helt anden holdning
En 42-årig mand vågnede op med gigantiske dankorthævninger efter en bytur. Spørgsmålet er nu, hvem der har brugt pengene?
En 42-årig mand vågnede op med gigantiske dankorthævninger efter en bytur. Spørgsmålet er nu, hvem der har brugt pengene?
 Foto: Scanpix Danmark

Havde en 42-årig mand været alt for gavmild og alt for fuld? Eller har selvsamme mand i stedet været udsat for et svinedyrt svindelnummer?

Dét er lige nu de centrale spørgsmål i en retssag fra Aalborg.

Det skriver TV 2.

Hovedpersonen selv – den 42-årige mand – mener, at han fredag den 1. november 2019 blev udsat for et særdeles dyrt svindelnummer, mens han var i byen.

Helt konkret mener manden, at ukendte gerningsmænd hele 22 gange hævede penge fra hans dankort på to forskellige natklubber under den skæbnesvangre bytur.

I alt hævede de ukendte gerningsmænd – ifølge manden – hele 107.086 kroner.

Men både mandens bank og politiet er ikke helt sikre på, at manden taler sandt.

De mener i stedet, at manden selv brugte dankortet adskillige gange på Jomfru Ane Gades natklubber – og at han efterfølgende bevidst lavede en falsk anmeldelse til politiet i et forsøg på at bedrage og få sine penge igen.

Sikkert er det, at manden den følgende mandag kontaktede sin bank for at gøre indsigelser mod de mange hævninger. Da det ikke gav pote, gik han om tirsdagen til Nordjyllands Politi for at anmelde, at hans dankort var blevet misbrugt for præcis 107.086 kroner.

Det lykkedes dog heller ikke for manden, der i stedet endte med at blive sigtet for forsøg på bedrageri.

Sagen begynder i dag ved Retten i Aalborg. Her vil det formentlig komme frem, om eventuelt overvågningsmateriale kan kaste lys over dét, der må siges at være årets dyreste brandert til dato.

Sponsoreret indhold