Krimi27. oktober 2020

9 råd: Sådan kommer du igennem corona-trætheden

Den såkaldte corona-træthed har indfundet sig hos mange danskere. Her giver SE og HØR dig en række råd til, hvordan du bedst kommer igennem den
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Corona-virussen har for alvor ramt Danmark igen – med stigende bekymringer og stigende smittetal overalt i landet.

Som følge af situationen er der igen kommet nye restriktioner – og for mange betyder det, at vi går en svær og mørk tid i møde. Mange sidder nok med en følelse af at være træt af det hele – og en følelse af slet ikke at kunne overskue de kommende måneder, der uden tvivl bliver hårde.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/coronavirus.jpg
 (Foto: MEGA)

Det er hårdt for krop og sind at befinde sig i en krise - så pas på dig selv. Foto: MEGA

SE og HØR har herunder samlet en række gode råd til, hvordan du bedst tackler den såkaldte corona-træthed – og på den måde nemmere og bedre kommer igennem krisen.

1) Få frisk luft og motion

For mange betyder coronasituationen hjemmearbejde – og for mange betyder det, at den daglige tur til og fra arbejde derfor er aflyst. Derfor er det ekstra vigtigt, at du husker at få frisk luft og ikke bare bliver siddende indenfor derhjemme. Gå en tur, løb en tur, dyrk motion. Din krop har brug for det.

2) Spis sundt og sov godt

Foruden motion er det også vigtigt at passe godt på din krop, når det handler om mad- og søvnvaner. Sund kost og en god nats søvn er med til at holde din krop og dit sind i topform. Spis derfor varieret og sundt og hav gode søvnvaner. Gå i seng og stå op på nogenlunde samme tid hver dag.

3) få Sollys

Vi går en mørk tid i møde, og for mange betyder det en øget risiko for at udvikle en vinterdepression. Sørg derfor for at få sollys. Spis eventuelt ekstra D-vitamin eller anskaf dig en lysterapilampe.

4) Accepter dine bekymringer

Det er helt forståeligt, at du er bekymret. Vi står i en stadig ukendt situation, og ingen ved, hvornår krisen er slut. Derfor skal du acceptere, at du er eller bliver bekymret. Tal pænt til dig selv og anerkend, at dit humør svinger, og du bliver ramt af tristhed og træthed.

5) Pas på dig selv – og andre

Det er let at have en kort lunte i krisetider – både overfor sig selv og overfor andre. Det er let at lade de negative tanker få frit spil og lade frustrationerne komme op til overfladen. Husk at det er okay at være frustreret, men tænk på, hvordan frustrationerne kommer til udtryk: Tal pænt til dig selv og andre. Et godt gammel råd er værd at have i baghovedet: Når du bliver frustreret, så træk vejret og tæl til ti.

6) Ses med dine nære

Selv om pandemien har gjort det svært at mødes med venner og familie, er det stadig vigtigt, at du ses med dine nære kontakter. Husk dog stadig at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Ring til hinanden, hvis I ikke kan mødes. Fortæl ærligt, hvordan I har det. Husk også at tale om andre ting, end hvordan pandemien påvirker jer.

7) Planlæg projekter nu og på den lange bane

Når usikkerheden rammer, kan det være svært at overskue både nuet og fremtiden. Men det er en god idé at sætte sig nogle mål – både store og små. Det kan være, det er nu, du skal have gang i en surdej, gøre stuen rent eller male værelset. Det kan også være, det er nu, du skal planlægge de større projekter til næste år: Et nyt køkken eller hvad du nu drømmer om.

8) Prioriter nyhedsstrømmen, og hvor du finder nyhederne

Danske og udenlandske nyheder strømmer over med negative artikler og nyheder om pandemien. Det er en god idé ikke at sluge alt – det kan blive for overvældende og skabe unødige bekymringer hos dig. Lav i stedet nogle sunde regler for, hvor meget du skal læse om cornapandemien i nyhederne. Det kan være, du kun skal se nyhederne én gang om dagen. Det er også en god idé at fokusere på andre nyheder og se andre tv-programmer, der omhandler noget andet.

Det er desuden en god idé kun at forholde dig til, hvad sundhedsmyndighederne siger og anbefaler. Lad være med at lede efter dine corona-nyheder på hjemmesider, der ikke er en del af WHO, de danske sundhedsmyndigheder etc.

9) Vær ikke bange for at bede om hjælp

Føles hverdagen stadig uoverskuelig, og føler du, at de triste tanker er for altoverskyggende? Så tøv ikke med at bede om hjælp – både hos dine nærmeste og hos professionelle. Dit mentale helbred er ligeså vigtigt som en sund krop. Så lyt, mærk efter – og bed om hjælp.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Mental Health Europe og International SOS

Sponsoreret indhold