80-årig fængsles: Forsøgte at dræbe syg kone med pude

LÆS OGSÅ: Skudoffer i Glostrup er bror til dansk skuespiller
Retten i Helsingør har fundet begrundet mistanke for, at en 80-årig mand har forsøgt at dræbe sin 82-årige kone.
Manden blev onsdag varetægtsfængslet frem til 12. august. Det oplyser senioranklager Rikke Hald til Ritzau.
Den 80-årige har taget forbehold for at kære kendelsen.
Han blev anholdt og sigtet tirsdag eftermiddag af Nordsjællands Politi.
Konen er syg og sengeliggende. Den 80-årige skal have lagt en pude over hendes hoved for at slå hende ihjel, har politiet tidligere oplyst.
Drabsforsøget fandt sted i parrets hjem, og det blev anmeldt, efter at hustruen havde talt med en veninde.
Der er nedlagt navneforbud for både den 80-årige og hans kone.
Onsdagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.