Krimi20. november 2020

72-årig påkørt af bandebiler

Politiet søger vidner til en tilsyneladende bevidst påkørsel af en 72-årig mand i bil
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fqjctntxiacqihr.jpg
 Privat

Politiet mener, at det var en bevidst handling, da en 72-årig mand blev påkørt i sin bil i Esbjerg-området torsdag eftermiddag.

Den 72-årige blev påkørt af to andre biler med store materielle skader til følge, men heldigvis var der ingen personskade, skriver jv.dk.

To biler, der er kendt fra bandemiljøet i Esbjerg, var involveret og derfor søger politiet nu vidner til episoden.

Den ene af de to biler fik motorproblemer kort efter uheldet og blev efterladt, og flere personer løb væk til fods. Den anden bil kørte fra stedet, men et vidne fulgte efter.

Bilen blev forladt ved Egekrattet i Kvaglund, og her steg to personer ud af bilen og kastede sten mod anmelderens bil og ramte forruden.

Herefter stak de af til fods.

Syd- og Sønderjyllands Politi mener, at der er tale om personer med relation til bandemiljøet i Esbjerg.

Den 72-årige har intet med det kriminelle miljø at gøre, oplyser politiet.

Sponsoreret indhold