Krimi28. november 2023

64-årig mand fældet: Stjal fire julekager fra supermarked

Selv om julen varer længe og koster mange penge, skal man huske at betale for varerne
HONNINGKAGER.
En ældre herre forsøgte mandag at slippe afsted med fire julekager fra et supermarked i Ringsted, men det lykkedes ikke.
 Foto: Scanpix Danmark

Der er ingen tvivl om, at juletiden er hyggelig, men sandelig også hård for pengepungen.

Hvor man engang kunne få fire strømper uden fod og en tomat så rød som blod for en krone, er priserne i dag noget anderledes grundet krig og konflikter i den store verden.

Eksempelvis koster en julekage hele 20 kroner i et supermarked i Ringsted, og det blev tilsyneladende for dyrt for en 64-årig mand.

Ifølge TV 2 ØST, der har været en tur i Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport, forsøgte han i hvert fald at forlade butikken uden at betale for fire kager til en samlet værdi på 80 kroner.

Det blev dog opdaget, og han blev derfor sigtet for butikstyveri af politiet.

Det er ikke kun den ældre generation, der er presset af priserne i Ringsted. I sidste uge blev to 14-årige drenge snuppet, da de stjal en pose slik, der var hele 32 kroner værd.

Samme dag forsøgte en anden 14-årig dreng at stjæle fra et tredje supermarked i byen. Her var målet en chokoladebar til en flad 10’er, men ak. Også han blev opdaget i den kriminelle gerning.

Alle tre drenge er under den kriminelle lavalder, og derfor er de sociale myndigheder blevet underrettet i sagerne.

Sponsoreret indhold