En 64-årig mand er afgået ved døden efter en togpåkørsel på Kildekrog Station ved Hornbæk søndag aften.
Det oplyser Lee Skeen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.
- En mand var ude på skinnerne og blev ramt af toget.
- Vi har ikke ud fra rapporten kunnet klarlægge, præcis hvorfor han befandt sig på skinnerne, andet end at vi ikke mistænker, at der er sket noget kriminelt, siger han.
Politiet fik anmeldelsen klokken 19.10.
Lee Skeen kan ikke oplyse meget mere end det, da politiet ikke har mange oplysninger om episoden.
I forbindelse med påkørslen blev togtrafikken standset, lyder det fra vagtchefen.
- Vi underrettede en undersøgelsesvagt ved Banedanmark, og Havarikommissionen blev også tilkaldt. Desuden har vi lavet nogle undersøgelser ude på stedet, siger han.
Togtrafikken er siden genoptaget.
Myndighederne skal mandag undersøge hændelsen yderligere, oplyser Lee Skeen.
Mandens pårørende er underrettet.