6-årige JonBenét Ramsey blev myrdet i sit eget hjem: Nu sættes SÆRLIGT hold på sagen
LÆS OGSÅ: Far frigiver det sidste foto af myrdede JonBenét Ramsey
Det sendte chokbølger gennem USA, da den kun seksårige skønhedsdronning JonBenét Ramsey blev fundet brutalt myrdet og efterladt i familiens kælder i julen 1996.
Avisforsider kaldte det dengang “mordet på en lille skønhed”, og hele hjembyen i Boulder, Colorado begræd hendes død.
Sagen om mordet på JonBenét er adskillige gange blevet filmatiseret og nøje gennemgået. For hvorfor skulle den livsglade og kun seks år gamle skønhedsdronning dø?
Senest i 2016 – 20 år efter JonBenét blev fundet kvalt til døde den 26. december 1996.
Her kunne et nyt hold efterforskere på sikker vis konkludere i tv-udsendelsen “The Case Of: JonBenét Ramsey”, at det måtte være JonBenéts egen bror, Burke, der tog livet af hende, efter at søskendeparret var kommet op at toppes over et stykke ananas.
Familien kunne dog kort tid efter proklamere, at de på ingen måde fandt sig i, at dokumentaren på den måde gav Burke skylden for det grusomme drab, og at de overvejede at sagsøge CBS for udsendelsen.
Siden har der ikke været mere nyt i sagen... før nu.
For nu, 26 år efter drabet, har politiet valgt at sætte et helt særligt efterforskningshold på sagen.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Det nye hold kaldes Colorado Cold Case Review Team og er specialiseret i uopklarede sager.
– Siden JonBenét blev myrdet, har vi undersøgt spor fra mere end 21.000 forskellige tips, breve og e-mails. Vi har rejst til mere end 19 forskellige stater og snakket med mere end 1.000 individer, står der blandt andet i pressemeddelelsen.
I teksten står det videre beskrevet, hvordan de lokale myndigheder har arbejdet tæt sammen med staten, de føderale myndigheder samt Colorado’s Bureau of Investigation og forskellige DNA-laboratorier.
Mængden af den DNA, som myndighederne har mulighed for at teste, er dog så lille, at den kan risikere at blive opslugt i processen.
Derfor søger politiet i Boulder nu hjælp fra et hold specialiseret i uopklarede sager, som de vil arbejde tæt sammen med i løbet af det næste år.
– Denne forbrydelse har efterladt et hul i hjertet hos mange, og vi vil aldrig stoppe med at arbejde på sagen, indtil vi finder JonBenéts morder, lyder det fra politichef Maris Herold i pressemeddelelsen.
– Det indebærer, at vi følger op på hvert et spor, og at vi arbejder tæt sammen med andre myndigheder og DNA-eksperter rundt om i landet, så vi forhåbentligt kan løse denne tragiske sag.
Sagen tog sin begyndelsen den 26. december 1996. Her modtog de lokale myndigheder i Boulder et alarmopkald med beskeden om, at en seksårig pige var blevet kidnappet.
Den seksårige pige var JonBenét Ramsey, og forældrene var sikre på, hun var blevet kidnappet, efter de fandt en håndskrevet seddel på deres bord med beskeden om, at de skulle betale 118.000 dollars, hvis de ville se deres datter igen.
Et beløb der på skræmmende vis var præcis det samme, som faderen, John Ramsey, netop havde modtaget i bonus fra sit arbejde.
Senere samme morgen blev den seksårige skønhedsdronning fundet tævet og dræbt i familiens egen kælder.
Siden har det store spørgsmål været: Hvem slog hende ihjel? Nu er håbet, at det nye efterforskningshold kan finde svaret.