En midaldrende tidligere psykolog nægter sig fredag i Retten på Frederiksberg skyldig i psykisk vold mod sin ekskæreste.
Han er tiltalt for at have udsat sin daværende kæreste for psykisk vold i perioden april 2019 til maj 2020.
Af tiltalen fremgår det, at han blandt andet skal have fået kæresten til at sove på tæpper i køkkenet, fordi soveværelset var et "rent" rum, som hun ikke måtte opholde sig i.
Det nægter han sig skyldig i og afviser også, at han har OCD eller rengøringsmani.
Psykisk vold blev gjort ulovligt i april 2019.
Lovovertrædelsen defineres ved, at en gerningsmand gentagne gange over en periode udsætter et offer for groft nedværdigende eller krænkende adfærd, der skal være egnet til at styre offeret.
Det er også en del af loven, at personen, der udfører adfærden skal tilhøre, være nært knyttet eller tidligere havde været nært knyttet offerets husstand.
I denne sag er der altså tale om et tidligere kærestepar, hvor manden blandt andet er tiltalt for at styre, hvad kvinden iførte sig af tøj, hvor i deres fælles hjem, hun måtte lægge makeup samt at overvåge hende, mens hun gjorde rent i hjemmet og få vredesudbrud, hvis hun ikke gjorde det, som han synes.
- Har du været kontrollerende?, vil anklager Amalie Nielsen vide.
- Bestemt ikke. Hun besøgte sine veninder, gjorde hvad hun havde lyst til. Jeg ville meget gerne se hende glad, svarer den tiltalte.
Manden og hans tidligere kæreste mødtes i kraft af hans tidligere virke som psykolog, hvor hun var hans klient.
Deres romantiske relation begyndte først, efter at hun var færdig med sit forløb, fortæller manden i Retten på Frederiksberg.
Den tiltaltes forklaring bærer præg af, at der er meget, han ikke kan huske om deres forhold, der sluttede for mere end fire år siden.
Han fortæller dog, at han kan huske, at han ikke opsatte regler for, hvor kæresten måtte befinde sig i lejligheden, hvordan hun skulle gøre rent eller hvordan hun skulle gå i bad.
Fredag er også en veninde og tidligere kollega til kvinden i vidneskranken. Hun fortæller om en veninde, der gradvist får det værre, trækker sig ind i sig selv og taber sig i løbet af forholdet.
Veninden, der under forklaring gør brug af lommetørklæder, fortæller, hvordan kvinden fortalte, at hun var bange for den tiltalte, der ifølge veninden bombarderede hende med beskeder, når hun var på arbejde.
Sagen er en domsmandssag, hvor der maksimalt kan idømmes en straf på 3 år og 11 måneder.
Fredag er den første af i sagens i alt tre planlagte retsdage. Den sidste dag er 28. juni.